FORTALE. For det større Publikums Smag frygter jeg, at denne Bog ikke kommer i det rette Øjeblik. Havde den f. Ex. handlet om Wereschagin, saa havde den været bedre anbefalet til Interessen i vor Tid — og ikke med Uret; thi Wereschagin er ikke alene en Nutidsmand, men ogsaa en udmærket Kunstner —, end naar den handler om Sergel og Thorvaldsen, som vel vare udmærkede Kunstnere, men for Tiden ere lige det modsatte af Nutidsmænd. Deres Kunst befinder sig nu om Stunder paa, hvad man kunde kalde det mørke Punkt. Den er gaaet ned som en Sol i Vest, i Følge det Timeliges Omskiftelser, og den er endnu ikke staaet op igjen i Øst for at lyse i Historiens Evighed. Det burde være en Frugt af vor Tidsalders Studium af Kulturens og Kunstens Historie, at man dog endelig engang lærte at indse, at der i Smag og Mode er en Omdrejning, i Følge hvilken Tingene vexelvis staa højt eller staa lavt — uden Hensyn til det dem iboende virkelige Værd. Det er jo dog nu over 2000 Aar siden, at den almindelige Lov, hvorom der her er Tale, blev paapeget af „Historieskrivningens Fader“. „Mærk Dig fremfor alt“ — lader Herodot den erfarne Mand sige til den store Konge — „at der i de menneskelige Ting er et Kredsløb, som ikke tillader, at de samme altid ere ovenpaa.“ Der er her vel nærmest tænkt paa Staternes og Folkenes Herskere, paa Rigdom, Magt og ydre g v