Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VIII Fortale.
Lykke; men selv om Nogen vilde drage Theorien i Tvivl i denne
Betydning, saa kan Ingen tvivle om, at den har sin fulde
Gyldighed, hvor Talen er om Smags-Sager. Man behøver ikke at have
levet længe med eller have gjort meget omfattende Studier for her
at mærke Kredsløbet.:
Saa længe Noget i Kunstens Verden er nyt, har det en Kamp
at bestaa for at trænge igjennem: det hilses kun med Jubel og
Tro .af nogle faa, medens mange hysse eller le ad det. Saa kan
det opnaa at blive modernt, hvilket er noget ganske andet end at
være nyt. Det moderne er vel temmelig nyt, men dog allerede lidt
gammelt, og forud vel anbefalet til Publikum. Efterhaanden
forstummer al Opposition, det løftes i Fløjsædet som Gjenstand for
sikker og ‘almindelig Anerkjendelse, maaske endog for stor
Berømmelse.
Men næppe er det sket, før „Guderne blive misundelige“ —
og hvis Guderne ikke blive det, blive Menneskene det i hvert Fald
nok. Man finder en ondskabsfuld Glæde i at opdage
Angrebspunkter, Blottelser, Achilleshæle hos de Lykkelige og Sejrrige; og
Guderne hviske derom et og andet i Øret paa Recensenterne. Der
. ymtes allerede om, at det som den lykkelige Kunstner har gjort,
dog ogsaa kan gjøres paa en rent anden Maade, at man kan
betragte Sagen fra et Synspunkt, som er lige modsat hans. Er han
f. Ex. som Thorvaldsen en Idealist, saa rejser allerede den krænkede
Realisme sit Hoved. Der danner sig atter noget nyt, som først
vover sig forsigtig frem, fordi den Lykkeliges Autoritet endnu er en
stor Magt. Det Gamle sættes under Tvivl, dets Værdi falder, dets
Trone undergraves, vakler, styrtes. Og saa skaanes det ikke, i alt
Fald ikke af den værste Fjende, Tausheden.
Imidlertid søger man det endnu ældre frem, det som det
nu overvundne i sin Tid havde sin Kamp at bestaa imod. Var
det i Grunden saa slemt? — spørger man — havde det saa ganske
Uret? Man bliver højmodig og ridderlig, og det gjælder som Bevis
paa en uhildet Aand og stor Tapperhed at bryde en Lanse for
det. Det dæmrer frem af sin Glemsel, en frisk Morgenrøde
hbebuder, at det snart igjen vil straale i sin Glands. Saa gaar dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jun 12 11:19:25 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/sergthorv/0012.html