XII Fortale. samlet med en saadan Flid og i en saadan Fylde, at det maatte blive Grundlaget for al eftertidig Behandling af ham); men i Retning af kunstnerisk Karakteristik (end sige Kritik) er der i dem næsten Intet at hente. Mere finder man i M. Hammerichs bekjendte lille Folkebog; dog var Meningen med den jo alt andet end at vove sig ud paa Undersøgelsernes aabne Hav, men kun at benytte det’ foreliggende Materiale til et Billede af Thorvaldsen, som kunde tilfredsstille hans Landsmænds Beundring og styrke deres Tro. Interessantere og friere i Opfattelsen, desuden baade meget sympathetisk og meget vel underrettet, er C.G. Estlanders Afsnit om Thorvaldsen i hans „De bildande konstneras historia“. Alligevel har ingen nordisk Kunsthistoriker havt den dybe Fortrolighed med Thorvaldsens Kunst eller set saa dybt i den som Høyen, hvorom de smaa Bidrag om Thorvaldsen i Høyens desværre saa knappe Forfatterskab endnu tilstrækkelig vidne (se J. L. Ussings Udgave af Høyens Skrifter). Naar jeg paa enkelte Punkter i Bogen har stillet mig imod Høyens Opfattelse, saa beror det mest paa, at jeg i det hele gjør et andet Synspunkt for Betraginingen gjældende, og at derfor Tingene skille sig og samle sig anderledes for mig end for ham. I en Række Foredrag i Studenterforeningen, som jeg hørte i min tidligste Ungdom, gav Høyen det historiske Overblik over hele Thorvaldsens Udvikling, som man aldeles savner i Thieles Materialsamlinger, og gav det med en saadan Klarhed og Bredde i Opfattelsen, at det gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, ligesom vistnok paa alle hans Tilhørere. Tyskerne, der i Thorvaldsens Levetid ærede og dyrkede ham som en Gud, hvorom der ogsaa er mangfoldige spredte Spor tilbage i deres Litteratur, have efter det nationale Brud mellem Danmark og Tyskland ikke bidraget meget til Kundskab om ham eller For- !) Senere er et og andet biografiskt kommet til, f. Ex. Geheime-Arkivar A. D. Jørgensens Bog om Zoëga, der dvæler udførligere ved Thorvaldsens tidligste Aar i Rom. Forfatterens Betragtning af Thorvaldsen i denne Periode er ikke alene alt andet end sympathetisk, men, som det forekommer mig, paa bestemte Punkter saa uretfærdig, at den egentlig burde være alvorlig imødegaaet, netop fordi den kommer fra en saa højt anset Historiker.