14 Den senere Middelalder. 8S. Jørgen. klirrende Bjælder. Ridderen, der ligesom Hesten har en høj Fjertop over Panden og bærer en utrolig pyntet og udarbejdet Guld-Rustning, er ung, glatkindet og langhaaret som en Pige, men kjæk og dristig som en Mand hæver han sig i Stigbøjlerne og løfter det lange Slagsværd til et vældigt Hug. Dragen, hvilende over skumle Dødniñgeknogler, krummer sin gyselige Krop op imod ham; den griber med Fødderne om hans knækkede Lanse og hvæser ad ham med sit med alle Rædsler udstafferede Hoved. De onde, gnistrende Øjne, Tungen, der som en levende Lansespids stikker langt ud af det aabne Gab med de lange Tænder, et Virvar af Finner, Knuder og Takker, som voxer ud af dens Hoved, giver den en slaaende Lighed med den japanske og kinesiske Kunsts fantastiske Uhyrer!). Bagved knæler den befriede Kongedatter ovenpaa sin Borg som Sejrens Løn. Hvilke pragtfulde Gnister Synet af den Slags Helgenbilleder kunde slaa ud af en fyrig nordisk Fantasi, kan man se af Shakspeares berømte Beskrivelse af Prins Henriks Ledingsfærd (Kong Henrik IV, 1ste Del): I Harnisk alle, klædt i Vaaben alle, fjerbrusende som Strudser i en Blæst, som Ørne, der sig ryste efter Badet, guldsmykkede som Helgenbilleder, saa frejdig kække som den friske Maj og straalende som Solen i Skærsommer; ung Henrik saa jeg med sin Hjælmhat paa, med Brynjehoser stoltelig udrustet. Fra Jorden som den vingede Merkur saa let behændig svang han sig i Sadlen, som var en Engel syævet ned fra Himlen for Pegasus at tumle og fortrylle al Verden med sin ædle Rytterkunst. — Hvor doktrinært vilde det ikke være at nægte dette Billede Rang og Værd som et Kunstværk! Det er paa sin Vis ypperlig !) Da jeg engang gjorde denne Bemærkning til Dr. Montelius, glædede han mig ved at fortælle, at et japansk Gesandtskab, som han havde vist om i Museet, havde fundet særlig Smag i dette Billede og dvælet længe ved det. En vis Overensstemmelse mellem østasiatisk Kunst og den nordligere europæiske fra denne Periode dukker ogsaa frem paa andre Punkter, er f. Ex. ikke uden Føje bemærket af andre med Hensyn til Cranach. Et Exempel paa en Lighed, hvoraf man dog næppe vilde kunne aflede noget Afstamningsforhold. — Smlgn. H. Hildebrand i Antiquar. Tidskr. f. Sverige VII.