Den senere Middelalder. S. Jørgen. 15 udført, men rigtignok ikke udført i Sverig eller overhovedet i Skandinaviens Lande, hvor der paa hin Tid ikke fandtes Kunstfærdighed nok til en saadan Frembringelse. Det er uden Tvivl et nederlandskt Arbejde, saaledes kun i videre Forstand nordisk. I Sverig maa det vel være set som en Aabenbaring fra Himlen, og det er troligt, at det i sin Tid har fundet langt stærkere Gjenklang fra Hjærterne, end Sergels Kunst senere har fundet, eller endog Thorvaldsens i Danmark. Endnu den Dag i Dag, da dets Helgenglorie forlængst er svunden, og det er havnet i et historisk Museum, er det — som en Besøger i Museet let kan overbevise sig om — en højst populær Figur. Det var Manden i Vaaben, som var hin Tidsalders Skjønheds-Ideal blandt de germaniske Folk. „Intet“, sagde Melanchthon endnu senere, „kan maale sig i Skjønhed med en Mand i sin fulde Rustning“ 1). Men det maa indrømmes, at det Blik, som kan føle sig saa tilfredsstillet ved at se Menneskeskikkelsen omgiven med en Skal af stive Metalplader, mangler den gjennemførte Forstaaelse af Skikkelsens Skjønhed og Betydning. Hvor meget af Ridderskikkelsen i Rustning, saaledes som den fremstiller sig for Øjet, er egenlig Menneske? Kun Ansigtet, for saa vidt som Visiret er slaaet op; ellers kun de omtrentlige Hovedlinjer af Figurens Skabning, Stilling, Bevægelse. Den Kunstner, som udfører den rustede Ridderfigur, gjør for en større Del den kunstfærdige Vaabensmeds Arbejde i Efterligning end et egenlig plastisk Arbejde. I den nøgne Form er der Aand og Liv og Udtryk paa ethvert Punkt, i enhver Linje; den glatte Metalflade er død, og det bidrager ingenlunde til at hæve Skjønheden af den Skikkelse, den omslutter, naar den er saa overlæsset med Prydelser som hin Sankt Jørgen’s Rustning i Stockholm. Jo mere Pragt og Stads, des mindre Figur. Det var dette, som man i Løbet af det 15de Aarhundrede fik Øjet op for i Italien, hvor mange Kunstnere med Forkjærlighed, ja med en egen 1) Nihil est pulchrius quam videre virum cataphractum. Manlius, Locorum communium collectanea; Basileæ 1554: S. 344. Denne Bog indeholder mange Ting til Oplysning om, hvorledes Tyskerne betragtede den Interesse for den nøgne Figur, som deres Kunstnere paa denne Tid optog efter den italienske Humanismes Forbillede. F. Ex., Side 341, i Begyndelsen af Kapitlet de vestitu et modestia in incessu: Non est de nihilo dictum: mulier quando vestem deponit, pudorem etiam deponit. Quanto magis vir vestem ` deponens pudorem etiam deponit.