Fransk Indflydelse. Rokoko. 19 standig stigende Maal med Kunst langt ind i det 18de Aarhundrede, hvorved Nikodemus’s Søn, Rigsraaden Grev Carl Gustaf Tessin især er virksom. Og selv om man mellem franske Kunstværker og Kunstnere en Gang imellem ogsaa indforskriver nogle tyske, saa er det alligevel fransk Kunst, man importerer, eftersom hele Europas Kunst i det 18de Aarhundrede blev forfransket. Denne franske Kunst kan atter betragtes som en umiddelbar Fortsættelse af den italienske, med nogen Tilsætning af flandersk Indflydelse (Rubens, Van Dyck), endskjønt man vel mærker det franske Naturel i den. Figurstilen i Europas Kunst var — og er paa en Maade endnu — direkte eller indirekte et sydlandsk og romansk Produkt. Man er undertiden noget stræng imod Barok- og Rokoko-Stilens Skulptur, fordi den ikke drager nogen skarp Grænse mellem sit eget og Malerkunstens Væsen, idet den for det meste behandler Relieffet altfor malerisk og desuden indlader sig rigelig paa Fremstilling af Skyer, Røg, Ild o. dsl. i Marmor. Anklagen gaar nøjere set ud paa, at Skulpturen her giver en hel Del, som gaar ud over dens egenlige Opgave: den levende Skikkelse med den virkelig plastiske, indenfra bestemte Overflade. Dette er jo heller ikke rigtigt; men man er i andre Tilfælde mindre nøjeregnende: man holder Fidias til gode, at der i Parthenons østlige Gavlgruppe virkelig er fremstillet bølgende Vand i Marmor, og man glæder sig af Hjærtet over Ghiberti, der komponerede Relieffer aldeles som Malerier, og støbte Landskaber og Arkitektur-Perspektiver i Bronze. , Man dømmer i Følge sund Praxis, der undertiden gaar sin egen Vej udenom Theorierne, ikke en Kunst efter, om den giver noget mere eller mindre Tilgift ud over sin egenlige Opgave, naar den ellers løser denne saaledes, at man maa takke den derfor. Ganske vist gjaldt det ved Plastikens paafølgende Reformation om at holde den indenfor dens rette Grænser, at afholde den fra at give sig af med andre Ting end Skikkelsen, særlig Menneskeskikkelsen selv, og om rigtig at lade denne komme til sin Ret. Men det gjaldt dog om noget meget mere end om et æsthetisk Grænsespørgsmaal eller om en Fagreform, der ikke vilde have synderlig Krav paa almen Interesse. Det gjaldt om en bedre 9*