Vendepunktet i hans Liv. 29 I de tre, fire Aar af hans Liv, som Sergel i begge disse Udtalelser sigter til, skete der altsaa et Gjennembrud: i Kraft af en personlig Interesse for Opgaven, et aldeles selvstændigt, ihærdigt, med Bevidsthed og Dristighed gjennemført Studie-Arbejde slog han ind paa en ny Bane, der ikke alene gjorde Epoke i hans Liv, men . ogsaa i hans Fødelands Kunst, og som i alt Fald var et af de væsenligste Bidrag til en ny Epoke for hele Europas Kunsthistorie. Ære være den Slags stille Arbejde i tilbagetrukken Dunkelhed! Deri ligger Udsæden for alt, hvad der i Livet ret bærer Frugt, for de berømteste og mest glimrende Gjerninger. Hvad foregik der da egenlig i disse Aar? For det første noget, som var af kritisk Art. Ansigt til Ansigt med Antikerne i Rom maatte den unge Kunstner føle, at der dog var en gjennemgribende Forskjel mellem den antike Kunst og den moderne, som løb sin sidste Line ud; mellem det gamle Rom — med Grækenland i Baggrunden — og det moderne Paris. Og med Hensyn til det friere Blik paa den moderne Kunst maatte det komme Sergel i høj Grad til Gode, at han kom fra Norden, fra et Land, der slet ingen ejendommelig moderne kunstnerisk Tradition havde. Den Ham af fransk Væsen, som ogsaa Sverig havde iført sig, havde en Svensker langt lettere ved at afryste end en Franskmand. Om han end tidligere havde sét sin Samtid ofre Virak paa Antikens Alter, maatte han kræve andre Gjerninger af dens Tro. Med ironisk Forbavselse maa han have spurgt sig selv, om alle disse Mars’er og Apollo’er, Diana’er og Venus’er, som man gjorde i Stockholm og Paris, virkelig skulde forestille antike Guder. Hvor han i Selvbiografien fortæller om sin Nedrejse til Italien gjennem Tyskland, omtaler han sin ældre og berømte Samtidige Pigalle’s Statuer af Merkur og Venus i Haven i Potsdam; de have — siger han — nogen Fortjeneste, men ikke en Skjønhed, som tilhører Guddommeligheden. Det er noget, som formodentlig først rigtig er gaaet op for ham, da han kom til Rom. Det er den samme Venus af Pigalle, om hvilken Winckelmann i en Afhandling fra 1759 (Von der Gratie in Werken der Kunst) siger, at Gudinden er fremstillet i den Grad smægtende af Attraa, at det ser ud, som om hendes Mund løb fuld af Vand, og som om hùn snappede efter Luft. Skulde man tro, fortsætter Winckelmann, at „saadant et Menneske“