Sergel og Winckelmann. 31 tiskt tillämpat Winckelmanns grundsatser“? Kan man overhovedet nogensinde opfatte ægte Kunst som praktisk udført Theori? Et saadant Udtryk synes mig mere at smage af Bogreolen end af Sagens virkelige og historiske Forhold. At de theoretisk-æsthetiske Studier i Sverig længe efter den Tid bleve opførte næsten udelukkende paa tysk Grundvold — altsaa ogsaa paa Winckelmannsk —, bør ikke have tilbagevirkende Kraft for den historiske Betragtning af Sergels Udvikling. Sergel kan jo dog ogsaa have brugt sine egne Øjne baade til at vælge og til at vrage. Sergel vedblev for saa vidt at være fransk, som han ogsaa i Rom fortrinsvis holdt til med det franske Akademi og mest synes at have søgt franske Bekjendtskaber, derimod mindst tyske; han nævner i Selvbiografien blandt saadanne ingen andre end Mengs, der som Theoretiker indtog en selvstændig Stilling i Forhold til Winckelmann. Den germaniske Uvilje lige overfor det franske Væsen, den Lyst til Emancipation fra de romanske Nationers Overvægt, som saa tydelig røber sig allerede hos Winckelmann (kort efter Slaget ved Rossbach), synes slet ikke at have haft Plads i Sergels Sind. Og Winckelmanns Betydning ufortalt, bør det da heller ikke glemmes, at han sandelig ikke havde Monopol paa den Opdagelse, at man skulde danne sig efter Antiken: han betegner kun, ligesom Sergel selv, et Stade paa denne Bestræbelses Vej. Allerede Nicolas Poussin havde jo sagt, at Rafael vel var en Engel (un ange) i Sammenligning med moderne Mestre, men dog et Asen (un âne) i Sammenligning med de antike — og denne djærve Ytring var ikke glemt. Fra Sergels seneste Tid (efter 1810) har man i Form af Formaninger til hans Elev Bystrøm nogle egenhændige Ytringer om hans Grundsætninger i Kunsten. Han henviser uafladelig til Naturen og til Antiken — se f.Ex. det ovenfor citerede Stykke —, idet han undertiden nøjere præciserer F'ormaningen saaledes, at Figurens Bevægelse skal hentes fra Naturen, den simple, ubevogtede Natur, medens Behandlingen af Formen skal ledes efter de gamles Principer, for at man kan lære at korrigere de Partier, som trænge til at gjøres fyldigere og ædlere, end den virkelige Natur frembyder dem — alt efter den Karakter, som skal fremstilles —, og saaledes opnaa en ideal Form. Jeg véd ikke, at der heri, eller i enkelte andre Sætninger, som senere skulle omtales, er noget, som Sergel