32 Sergel. særlig behøvede at lære af Winckelmann. Saa interessante som Sergels Grundsætninger ere, maa det desuden fremhæves, at hans Alderdoms Theori ikke saa ganske passer til hans Kunstnerlivs Praxis, som den aabenbarer sig i hans Værker. Netop med Hensyn til Figurens Bevægelse lod han sig hyppig — baade i tidligere og senere Værker — aabenbart paavirke af Kunstværker, baade antike og moderne; men det stemmer ikke med hans Theori. Hvorledes skal man ogsaa i hint Program faa Plads til Studierne efter Rafael og Carracci? Og disse Studier blev dog ingenlunde ligegyldige for hans Produktion. Sergel var Kunstner og ikke theoretisk Tænker. Det er hans Kunstværker, paa hvilke hans positive Betydning beror; det er ogsaa af dem, man sikrest lærer, baade hvad han vilde, og hvad han ikke vilde. Faunen er det første, og vel ogsaa det ypperste af hans Værker. Marmor-Exemplaret i Nationalmuseet er dateret 1774, men Modellen har sandsynligvis været færdig fire Aar i Forvejen ). Inat efter det glade Lag lavede denne Faun sig et Leje paa Skovbunden, idet han bredte Dyreskindet over Vinsækken, og saa sov han ind. Nu skinne Solens Straaler atter ned paa ham mellem Løvet: han vaagner, strækker sig, drejer sig om paa sit Leje og vender Hovedet muntert grinende op imod det friske Morgenlys, idet han holder venstre Underarm op foran Panden ligesom for at ') Foruden Marmor-Exemplaret ejer Nationalmuseet et lige saa stort og lige saa gjennemført Originalexemplar i Terrakotta. Det er et Savn, som Nationalmuseet forhaabentlig engang vil afhjælpe, at der ikke gjennem en Gipsafstøbning hydes Besøgeren Lejlighed til at kjende det originale Marmor-Exemplar, der ved Prof. C. G. Estlanders Omsorg er indkjøbt for Museet i Helsingfors, og som ligeledes er dateret 1774 (smlgn. Dietrichsons Tidskrift för bild. konst och konstindustri; 1875. S. 97 ff.). — Allerede ved Faunen maa jeg bemærke, at min Opfattelse af dette Kunstværks Aand og Stemning afviger noget fra andre Forfatteres, især Nybloms. Dette er ogsaa Tilfældet med nogle af de følgende Værker. Naar jeg alligevel ikke indlader mig paa gjénnemgaaende Diskussion, især af Nybloms Opfattelse, kommer dette naturligvis ikke af Mangel paa Opmærksomhed mod den. Men mine egne Erfaringer som Læser have lært mig, at en Disput om æsthetiske Synsmaader let bliver haartrukken og pinagtig — naturligvis hvor det ikke gjælder Principspørgsmaal —, og at en Opfattelse forsvarer sig selv des bedre, jo mere helt og ligefrem den fremstilles, uden Hensyn til andet end Gjenstanden selv.