34 Sergel. Hvilken elskværdig Jovialitet, hvilken sund og ren Livs-Vellyst kribler der ikke gjennem hele denne Figur og beaander enhver af dens Former! En saadan Friskhed faar en Figur ikke ved blot at være en lærd Studie i antike Forestillinger. Antikens Satyrer maatte hurtig blive Sergels Venner. Indtrykket af dem er sikkert smæltet sammen med Mindet om hans Ungdoms glade Aftener oppe i det fjærne Norden, hvor man gjerne benyttede Bacchi Luer til at holde Kulden ude. Sergel gav sig jo gjerne fuldt hen i Glæden ved slige Lejligheder. Langt senere tegnede han — til Erindring om et Gilde hos Abildgaard i Kjøbenhavn — sig selv og en anden svensk Herre svømmende nøgne om i en uhyre Punchebolle, medens den lærde Abildgaard sidder tvært ved Siden, alvorlig granskende i en Foliant. Faun-Statuens Karakter, Motiv og lille Maalestok tyde paa, at Sergel er gaaet ud fra Tanken om disse smaa, modern-antike Statuer, som man træffer allevegne i fyrstelige Haveanlæg fra Ludvig XIV’s og Ludvig XV’s Tid, hos os t. Ex. i Fredensborgs „Marmorhave“. Slige Friluftsfigurer skulde jo være særlig landlige og naturlige; men man maa ikke vente for meget af dem i denne Retning i en Periode, da Træer og Buske friseredes hver Morgen’ af Gartnerens Sax, og exerceredes til at staa i Geled som Soldater. Der findes vel en eller anden Figur fra Rokoko-Tiden, som virkelig er troværdig naiv, som f. Ex. Coyzevox’s fløjtespillende Hyrde fra 1709 (nu i Louvre-Museet); men den har dog langt fra den bedaarende Friskhed og Livsglæde som Sergels Faun. Det er den fuldkomne Naivetet, det dybe Fond af ægte Naturlighed, som er den første store Egenskab ved denne lille Figur. Allerede dette maatte lade den staa for Samtiden som et Glimt fra en ny og bedre Verden, hvor man rigtig kunde trække Aande i en rent menneskelig Livsluft. Dens anden store Egenskab, som unægtelig maatte hæve den højt over den store Mængde af Havefigurer, er den aldeles uovertræffelige Grundighed, Kjærlighed og Indholdsrigdom, hvormed den nøgne Form er behandlet. Den fortjente fuldkomment sin Plads i en Kunstner-Salon som sin Mesters eget Kæledæggebarn, som en Perle af den fineste Kunst. Der er et saa tindrende Lys og Liv i denne Overflade som i saare faa, om i noget modernt Skulpturværk siden Michelangelos Tid. Man kunde tænke sig — heldigvis kun tænke sig — den slaaet i mange Stykker, og dog vilde hvert enkelt