Statuen af Faunen. 35 Stykke fortjene at sættes under en Glasklokke som et sjældent Kunstfragment: de ypperlig formede Fødder og Hænder, de kraftige Arme og Ben, det aandende Bryst, det elastiske Underliv, den prægtige Ryg, den rige Form i den løftede venstre Skulder (Hovedet, som er aandfuldt i Udtrykket, er i Formen maaske det mindst lykkede Parti). Men Figurens største Røs er endda, at den med al sin Rigdom og Finesse er’ opfattet med stor plastisk Bestemthed i én gjennemført Karakter, som træder samstemmende frem i alle Enkelthederne og danner en Totalform af én Støbning. Saa delikat gjennemførte som f. Ex. disse Fødder ere, er det dog ikke Kavalér-Fødder; den fine Udarbejdelse gaar overhovedet ikke ud paa Billedet af en forfinet Tilværelse, den gjengiver os tvært imod paa alle Punkter et sundt Naturliv, en djærvt skaaren Kraft. Hvor man vilde lægge et Tværsnit gjennem Figuren, vilde man faa et meget bestemt kantet Omrids ud. Her have vi altsaa den første Oplysning om Dybden og Intensiteten af Sergels Figurstudier under hans første Aar i Rom — „Antiken om Dagen, Modellen om Aftenen“ —, disse Studier, som han selv senere med vemodblandet Stolthed saa tilbage paa. ' At de veje mere, end der tidligere var præsteret af alle Nordboer tilsammen paa dette Omraade, er deres mindste Ros; men mærkeligt er det, hvilken Fart en Nordbo nu kunde tage imod denne Opgave. Fra den forud gaaende evropæiske Kunsts Standpunkt maatte det særlig ses som Sergels Fortjeneste, at Antiken saa stærkt var tagen paa Raad med, at den helt igjennem saa smukt var benyttet til at opfatte Formen og dens Inddeling rent, klart, bredt og konsekvent i en bestemt ideal Karakter og Toneart, saaledes at vi paa intet Punkt forstyrres af noget Indtryk af Modellen. Og dog har Sergel kun i Almindelighed gjengivet Indtrykket af Antikens helt mandig udviklede Satyr-Karakter — som han foretrak for den ganske unge for dens stærkere udarbejdede Forms Skyld, — uden at man i Virkeligheden kan paavise noget enkelt antikt Værk, som hans Figur særlig skulde være paavirket af. Maaler man derimod Figuren med den Klassicisme, som fulgte efter, er der maaske mere Opfordring til at fremhæve det indtrængende Naturstudium, som varmer og opliver Behandlingen. Vistnok vilde man tredive Aar senere have fundet, at den unge R 3*