Gruppen af Oxenstjerna og Historiens Muse. 65 stændighed. Skulde Sergel da, efter sit lange Ophold i Italien, efter at være vendt hjem som berømt og udviklet Mester, som Bærer af en nyere Retning i Kunsten, have indladt sig paa at gjennemføre en af sin langt ubetydeligere Lærers Idéer, kun med Ændringer i det enkelte? Der er i dette Foretagendes Historie vist nok endnu nogen Dunkelhed?!); men saa meget er mig ganske klart, at ingen anden end Sergel har modelleret den lille Skitse (nemlig til Gruppen, ikke til Rytterstatuen). Nyblom gjør Uret mod Skitsen og opfatter ikke dens Forhold til det udførte Værk rigtig. Den er fortræffelig, men den er rigtignok flygtig gjort, og Oxenstjernas Ben ere i det bløde Materiale sammentrykkede og bøjede krumme, hvilket gjør en latterlig Virkning. Hvis det virkelig var L'Archevesque, som havde gjort denne skitserede Figur af Klio med dens antike Haarsætning, dens antike Klædebon, Holdning og Form -- se Armene! — saa vilde han have været mærkelig forud for sin Tid, og saa maatte Sergels Forhold til Læreren ses paa en ganske anden Maade, end man hidtil har gjort det — og sikkert gjort det med Rette. Oxenstjernas Figur stemmer mindre med Sergels øvrige Produktion eller overhovedet med det 18de Aarhundredes Kunst. Her har det patriotisk-historiske Hensyn aldeles faaet Overvægten over Sergels og hans Tidsalders kunstneriske Princip. Kunstneren har aabenbart haft et Portræt for sig fra Oxenstjernas egen Tid, hvis 3) Paafaldende forekommer det mig, at Sergel i sin Selvbiografi siger, at han (altsaa før 1787) har udført Model af Axel Oxenstjerna, som läser för Gustaf hjeltarnes bragder. Denne Definition kan jo umulig passe til Sergels vel kjendte Gruppe, hverken til Skitsen eller til den lille eller den store Model. Vilde man tage ham strængt paa Ordet, maatte man slutte, at han havde udført endnu en Model, som nu var gaaet tabt, hvilket jeg ikke vover at antage. Men helt forkaste hans Udtryk som en Fejlskrift kan man heller ikke, da det jo indeholder en i sig selv klar Mening. der staar i et selvstændigt Forhold til den Tanke, han udførte. Det bør muligvis henføres til en Idé, som han har taget i Ary efter L'Archevesque, men som han i hvert Fald har forladt og erstattet med en anden; i den saare flygtig affattede Selvbiografi kan han da skjødesløst have overført Udtrykket fra den ene Tanke til den anden. Hele Spørgsmaalet bør nøjere undersøges. Halvt tilfældig har jeg lagt Mærke til, at L’'Archevesque til Dekorationen af Kong Adolf Fredriks Sarkofag komponerede en Fremstilling af Historien, som skriver Kongens Levned efter Dydernes Diktat (se en Tegning i Nationalmuseet). Denne Idé er egenlig nærmere beslægtet med den, som Sergel udførte, end den, der angives i hans egne ovennævnte Ord.