66 Sergel. djærvt realistiske Portræt-Stil egenlig var ganske ufordøjelig for den Sergelske Idealisme. Lige overfor sin egen Samtid kan Kunstneren langt friere gjøre sin egen Opfattelse gjældende; Fortiden derimod overleveres ham i en given kunstnerisk Form, for hvilken han maa bøje sig som for en Nødvendighed. Den store Mand fra gamle Dage maa han tage, som han efter Historiens Vidnesbyrd var, i smaat og stort, med Mund- og Fipskæg, bred Kniplingskrave o. s. v. (Portrættet, der har været Sergels Forbillede, har vistnok været en halv Figur; thi fra Knæet af er Statuens Kostyme ikke længer korrekt). Fra det gamle Portræt har Sergel ogsaa faaet Figurens firskaarne Soliditet og dens tunge Alvor, som er saa forskjellig fra hans øvrige Figurers livlige Holdning. I alt dette handlede Sergel vistnok forstandig, fordi det havde været en Umulighed at antikisere en Skikkelse som Gustaf Adolfs Kansler; men man kan næppe sige, at han ved denne noget generte Andenhaands-Realisme udviklede nogen ny Side af sit Geni!). Og hvor besynderlig er ikke Sammenstillingen af dette Portræt fra det 17de Aarhundrede med en græsk Muse fra Idealets Evighed! Enhver af Figurerne lever ligesom i sit Klima og er klædt derefter. Og Sammenstillingen har medført flere Vanskeligheder. Efter antik Tangegang skulde det naturligvis have været Musen, der som et guddommeligt Væsen underviste den dødelige Mand; men efter patriotisk svensk Tankegang kunde det visselig aldrig gaa an at sætte en saadan Respektsperson som den store Kansler og Adelsmand i et underordnet Forhold til et ungt Fruentimmer, som maaske slet ikke har været til, og hvis Herkomst, om den end er nok saa himmelsk, dog i hvert Fald er langt mere tvivlsom end Slægten Oxenstjerna’s. Men hvor tydelig man end føler Mesalliancen mellem antik 3) En lignende Tørhed, der ellers ingenlunde var Sergels Fejl, gjenfinder man i andre historiske Portræter af ham, der ere udførte paa Grundlag af gamle (og maaske ikke gode) Billeder. Saaledes f. Ex. den store Byste af Gustaf Adolf. Det mærkeligste ved dette Arbejde er, at den er grupperet sammen med en Barnefigur (nemlig Gustaf IV Adolf som lille Barn, der hænger en Lavrbær-Guirlande om Heltekongen), og at denne Barnefigur er den eneste, som Sergel vides at have udført. Dette er i Grunden en meget paafaldende Begrænsning af hans kunstneriske Omfang, og gaar langt ud over, at han ingen Misbrug gjør af de fra det 17de Aarhundrede af ellers saa yndede „Putti“.