Hans Portrætter. 69 paa dette Omraade i umiddelbar Berøring med det, man kalder „Selskabet“ i hans Fødeland; og hvilke Dyder dette end ellers kunde have, var det dog ikke rigtig fulgt med ham i hans Retning. Han accepterede ganske Tidens Mode ogsaa i Portrættets Stil, der svarer meget nær til den, som vi Danske kjende saa godt fra Juels Malerier — uansét at Sergel i sin Opfattelse er betydeligere og kraftigere end Juel. Vi befinde os endnu under Pancien régime. Hjemme i Norden, især ved Hoffet, var man endnu ikke kommen saa vidt, at man var tilfreds med at se sig selv opfattet som Menneske, Mand eller Kvinde. Man vil ogsaa i Marmor være „Herre“ med Paryk, med Hofuniform eller Rustning — den sidste Levning fra Middelalderen, der endnu fastholdtes i Portrætterne, medens Livet forlængst havde aflagt den — og med Ordensbaand og Stjærne. Eller man vil være „Dame“ med højt til Vejrs friseret Haartur, fra hvilken en enkelt Lok ringler sig gratiøst ned over Skuldren, med Kniplinger om det blottede Bryst, og med de fine Skuldre indhyllede i et let Shawl. Moden strækker sig videre end til Klædedragten, især hos Hoffets Damer. Dronninger og Grevinder bære Hovederne fornemt bagover knejsende paa de høje Svanehalse, Holdningen og Smilet fortælle om en let hen levende Tilværelse i en Æther, hvor der ikke vides — eller maa vides — af Bekymringer og Sorger, og hvor man med en vis Adspredthed, med Brynene trukne let i Vejret og med sænkede Øjelaag skuer ned mod den Verden, hvor man siger, at Sorgerne findes. Ja, Moden synes endog at strække sig videre endnu; man skulde tro, at Naturen selv maatte lyde dens Scepter. © Eller hvordan skal man forklare, at næsten alle Damer af den fornemme Verden fra Slutningen af det 18de Aarhundrede havde smaa krumme Næser, store Øjelaag og Underlæben lidt mere fremtrædende end Overlæben? Naturligvis fører Sergel sit store Mesterskab i Formgivningen med sig til disse Opgaver som til alle andre. Marmoret behandler han endog med Raffinement, men saaledes, at han mere synes at ville kappes med det moderne Maleri end med den antike Skulptur. Silken staar blank i Overfladen og endnu lidt rokokoagtig i Foldekastet; den nøgne Hud har derimod ingen blank Politur, Haaret i Parykkerne har den rette Blødhed og Sprødhed, idet Mejselstrøgene der ere blevne staaende i deres Friskhed uden udglattede Kanter.