Statuen af Gustaf den tredje. 73 Og fremfor alle antike Apollo’er har der belyederiske Statue et imponerende Præg af fornem Bevidsthed om Overlegenhed i enhver Kappestrid. Man forstod jo dengang Statuen som Guden, der dræber Python-Slangen. Hans guddommelige, aldrig fejlende Pile vare som Billedet paa en genial Politik og et virksomt Diplomati, der hurtig gjør det af med alle Drager, som fra inden eller fra uden true Statens Fred og Lykke. Og har han kjæmpet mod Fjenderne, kan han atter som en Musagetes iføre sig Fredens Dragt og præsidere i Videnskabs- og Kunst-Akademier. Det er den anden af Sergels Statuer, som viser en tydelig Paavirkning af den belvederiske Apollo: ligesom i Diomedes viser ogsaa her Paavirkningen den selvstændige og geniale Kunstner, som forstaar at benytte et givet Motiv og faa det til at tjene en ny Aand og Mening. Men atter her har det dog en højst karakteristisk Betydning, at det antike Forbillede ikke forestiller en virkelig Mand eller Helt. Der er i Udtrykket af Gustafs ranke og elegante Skikkelse, der rækker Fredens Oliegren frem, intet, intet som helst, der fortæller om Krig og Anstrængelse forud for Freden. Statuens eget Væsen fører os ind i de gamle Stridigheder om Gustafs Personlighed, om det ved den, som nogle forstod søm en guddommelig Elasticitet, for hvilken al Kamp og Fare ligesom var et Foryngelsens Bad, — andre som Blændværk, Humbug, Forstillelse. Til de første hørte visselig Sergel; men hans Statue har alligevel ikke undgaaet at faa noget af den anden Opfattelse. Hvorfra har denne „tjusare“ den Fred, den Oliegren, som han her rækker frem? Det faar man ingen Traad til at forstaa, lige saa lidt som man véd, hvor Taskenspilleren har det Lommetørklæde eller den Tobaksdaase fra, som han tager frem fra Bunden af en tom Hat. Der er den — tro mig nu! Blandt Sergels Skitser i Nationalmuseet findes en, der egenlig handler om det samme som Gustaf den tredjes Statue, skjønt Udtryksmaaden er ganske forskjellig, nemlig en Allegori paa Freden i Verelä. Det er to Figurer, Rusland og Sverig, som éndrægtig slukke Krigens Fakler paa Fredens Alter. I plastisk Henseende er det en ypperlig Komposition, og som et ægte Freds-Monument vilde Gruppen ikke, have indeholdt noget af det tvivlsomme og dobbelttydige, som ligger i Statuen.