72 Sergel. Folk og rækkende Fredens Oliegren hen imod det. Det gjør Personligheden og Begivenheden saa levende og saa nærværende, uden at den derfor rykkes ud af Erindringens idealiserende Verden. Thi til Trods for, at Kongen er iført en Slags Tidsdragt med Skjærf, Snore, Ordenstegn o.s.v., er Billedet i høj Grad idealt, ja en sand Apotheose. Det er som en Solgud, der stiger op af Havet. Havde Gustaf den tredje levet i en fjern Oldtid, saa havde der uden Tvivl dannet sig en Mythe om, at han egenlig var Apollos Søn. L | Ź Sergel indrømmer selv — \ ; hvad der jo heller ikke kan Gustaf den tredje. være dulgt for nogen — at han har laant de apotheo- serende Linjer i Figuren fra den belvederiske Apollo. Han skriver ironisk til Bystrøm: „Silfverstolpe var den første, hvis mageløse Skarpsindighed gjorde den store Opdagelse, at jeg havde betjent mig af den belvederiske Apollos uædle Stilling til Kongens Billede; og jeg blev saaledes kritiseret for det, som man burde rose mig for.“ Tidligere havde den franske Maler Gagneraux paa det Maleri, som forestiller Gustafs Besøg i Vatikanets Skulpturgalleri, ogsaa givet hans Figur en Afglans af den belvederiske Guds Linjer. Overhovedet foretrak man i Slutningen af det 18de Aarhundrede at give Billederne af de fyrstelige Personer, som jo allerede tilhørte forfinede og lidt degenererede Slægter, der ikke længer havde deres Forfædres solide Kraft og svære Lægge, et Anstrøg af en vis let, guddommelig Svæven hen over det brydsomme Jordeliv; man foretrak Apollos Ideal for Jupiters. Abildgaard forherligede Frederik den Femte’s milde Regimente ved at fremstille ham som „den hyperboreiske Apollo“. |