7 94 Germansk og klasssisk. derens Skuldre, draperer Barnet let med det og beder: o kuns nogle Stillinger!) Derpaa træde han og Moderen hen i nogen Frastand og betragte Ida, som begejstret af Natur og Skjønhed begynder en Række af blidt paa hinanden følgende ophøjede, yndige og bestandig ædle Stillinger, „hvis klassiske Skjønhed det kun var hende forundt at fremstille saa rent indaandet af den aandelige Natur“. Da Thorvaldsen har faaet den lykkelige Bestilling paa sin Jason i Marmor, gjør Fru Brun en lille Fest for ham, ved hvilken Ida, tolv Aar gammel, var den ledende Gratie. I en pantomimisk Dans sætter hun, let svævende forbi ham, Kransen paa hans Hoved, og han udbryder bevæget: O den tynger paa min Isse! Længe efter anerkjender han, at det var den skjønneste Krans, han havde faaet, og at intet senere havde glædet ham saa meget. Intet Under, at den vakre Ida Brun, hvis Byste han modellerede, da hun var blevet en voxen Pige, bevarede en høj Stjærne hos ham. Ogsaa de skjønne Attituder vedblev hele hans Kunstnerliv igjennem at være ham en Kilde til Nydelse. Jeg mindes tilfældig at have hørt, at han under sit Oldingeliv i Kjøbenhavn skal have rost Fru Heiberg meget for hendes „mange smukke Attituder“ i hendes Rolle i Halms „Ørkenens Søn“. Ida Bruns Ydre kan man vel danne sig den bedste Forestilling om gjennem Thorvaldsens Byste?). Det her vedføjede Billede er udført efter en Tegning af afdøde Prof. J. L. Lund, som nu er i lr. O. Borchsenius’s Eje. Traditionen gjør Tegningen til et Portræt af Ida Brun, hvem Lund „bevidst eller ubevidst“ — som Oehlenschläger siger — afbildede i de fleste af sine Malerier. I Thorvaldsens Byste fremtræder hun egentlig ikke som en regelmæssig Skjønhed: de bløde, venlige Træk ere ikke meget rent og klart udprægede — og Thorvaldsen var dog ikke den Mand, som glemte eller forringede Skjønheden. Oehlenschläger skildrer hende saaledes: „Ida vaf en yndig Pige, blond, hvid, velskabt som en Nymfe, med et ovalt, regelmæssigt, haarfagert Hoved, og et Ansigt, hvis muntre Venlighed gjorde Indtryk paa os alle, skjønt hendes blaagraa Øjne ikke funk- ') Forfatterinden, der ellers skriver Tysk, afskriver denne Replik paa Dansk, sikkert i Erindring om det pudsig-forlegne Indtryk af Thorvaldsens uforbederlige Grønnegade-Kjøbenhavnsk. Á ?) Den staar i Museets anden Etage, for Enden af den nordre Korridor, nær ved Indgangen til Værelset med Thorvaldsens Skitser.