Attituderne. Ida Brun. 95 lede med Ild“. Hendes Aandsgaver have efter hans Skildring ikke været egentlig fremragende. Baade gjennem hans Omtale og — mærkeligt nok — gjennem Ord, der undslippe Moderens egen Pen, kommer man til det Resultat, at. der har været noget meget køligt ved hendes inderste Væsen. Moderen skriver: „Andre større Kunstkjendere og Psykologer end jeg blev tidt satte i Forbavselse ved den til Koldblodighed grænsende Ro, hvormed du udførte dine pantomimiske Fremstillinger. Intet uden om dig undgik under dem din Opmærksomhed — intet forstyrrede dig; men denne Ligevægt er maaske det Segl, som Naturen trykker paa Geniets Præstationer“. Den sidste Bemærkning skyldes ikke alene modđderlig Forkjærlighed: der fandtes virkelig i Tidsalderen Forestillinger om, at Geniet levede i en vis kølig, guddommelig Æther, hvor det ikke kunde antastes af jordiske Indtryk. De lærerigste Oplysninger om, hvori Ida Bruns Kunst egentlig har bestaaet, faar man fra Madame de Staëls „Hof“ i Coppet, hvor Ida og hendes Moder opholdt sig 1806: dels fra Madame de Staël selv, dels fra hendes første æsthetiske Gehejmeraad, A. W. Schlegel, Mest levende og anskuelig er Madame de Staëls Skildring; Schlegel giver en lærdere, mere begrebsmæssig æsthetisk Udvikling !). Af Naturen og af sin Moder, skriver Madame de Staël, har Ida faaet et vidunderligt Talent til i simple Attituder at fremstille de mest rørende Malerier eller de skjønneste Statuer; hendes Dans er intet andet end en Række Mesterværker, som glide hen forbi Øjet; hvert enkelt af dem kunde man ønske at fastholde for be- . standig. Men det er unægtelig Idas Moder, hvis Indbildningskraft har undfanget alt det, som hendes Datter forstaar at male for Øjet. — — Jeg har set Ida, da hun endnu kun var et Barn, fremstille Althæa, som bereder sig til at lade den Brand, hvortil hendes Søn Meleagers Liv er knyttet, udbrænde: uden Ord udtrykte hun en Moders Smerte, Sjælekamp og fortvivlede Beslutning. Vel tjente hendes Aasyn og Blik til at gjøre forstaaeligt, hvad der bevægede sig i hendes Hjærte; men den Kunst, hvormed hun varierede sine udtryksfulde Stillinger og draperede sig med Purpurkappen, frembragte i det mindste lige saa megen Virkning som selve hendes Fysiognomi. Undertiden gjorde hun en lang Pavse i den samme 1) A. W. v. Schlegels sämmtliche Werke, herausgegeben von B. Böcking, (I, p. 254). Leipzig 1846.