i tH SR Aaii: 100 Germansk og klassisk. meget kræsen med Hensyn til, hvem han gad tale med om Kunst, maa man antage, at Kestner baade i og for sig har talt med Forstand om Tingene, og at der til en vis Grad har været virkelig Forstaaelse mellem Thorvaldsen og ham. Af Kestners Skrifter fremlyser der ogsaa mangesidig Kundskab og en meget moden og dannet Smag: en lille Afhandling i den ovennævnte Bog om Thorvaldsen selv, hvem Forfatteren baade beundrede og elskede, hører . til det allerbedste, som den store Kunstners samtidige have meddelt om ham. Hans Afhandling om den skjønne Vittoria fra Albano er paa sin Vis ogsaa et fint lille Arbejde, uagtet den germaniske Æsthetikers Betragtning af den hesperiske Naturs skjønne Datter ikke mangler kuriøse Sider. Den kunde passende have til Motto: der er kun én Vittoria, og Kestner er hendes Profet. Han havde været saa heldig at opdage hende i den landlige Naturs Skjød; han havde indført hende i de kunstneriske Kredse i Rom, der talte flere berømte Navne; og uagtet hendes mageløse Skjønhed alle Vegne vakte den største Opsigt, bevarede han dog ligesom ved en særlig Inspiration den dybeste Indsigt i dette Vidunder. Han er ikke fornøjet med noget Portræt af hende, heller ikke med den Byste, som Thorvaldsen modellerede*), undtagen — han siger det i al Beskedenhed — med et simpelt Omrids, som han selv i et rent inspireret Øjeblik har tegnet, og som smykker hans Bog som Vignette. Sagen var, at hun i Grunden lige saa lidt kunde protrætteres, som hun kunde beskrives. „Hendes Ansigtstræk bare alle uden Undtagelse den hele Sum (den Vollgehalt) af de almindelige Begreber af Ungdom, Uskyld, Renhed og Aand: denne Forening, sammensmeltet til den vidunderligste Harmoni af skjønne Former, var Indbegrebet af hendes Ansigtstræks Formation; hendes skjønne Sjæls Samklang med de fuldendteste Former var hendes Individuum“. I god Overensstemmelse hermed omtaler Kestner hende hellere som „den Harmoni, der hed Vittoria“, end f. Ex. som den unge Pige, der hed Vittoria. Hun indbefattede i sig en hel Sum af Idealer, især antike; om det nærmest var Hebe, Minerva eller Apollino, som hendes Profil mindede om, var ikke ganske klart, selv for den _ *) Den staar i Museet i samme Stue som den sidste, omarbejdede Gratiegruppe ; nederste Etage, søndre Række af Værelser. Vittoria har her et Klæde bundet om Hovedet.