104 Germansk og Klassisk. Legeme og Sjæl, men „stille Tanker“. Denne Kunst synes for Heiberg at være i meget nær Familie med Hegels objektive Logik. Men hvis Skulpturen var blevet betragtet saaledes i gamle Dage i Athen og Florents, saa var det vist aldrig blevet til noget med den. Nej, den folkelige, livlige, nemme, naturlige, sympathiske Forstaaelse, som der mødte den hos høj og lav, var i Virkeligheden den Livsluft, hvori den voxede sig stor; og den frosne og forlegne Højagtelse, som gjør selve Mangelen paa Forstaaelse til Sagens Filosofi, er noget, som den hverken kan leve eller dø af. For den, som gaar ganske naturlig ind paa Sagen og betragter Skulpturens Skikkelser, som de ere mente, ere de jo hverken ubevægelige eller kolde eller farveløse. Til syvende og sidst vilde Skulpturen vel have været lettere at forstaa for det menige Folk end for den lærde Tænker. Dens naive og solide og anskuelige Væsen var maaske virkelig som „en Fjeldtop“ at favne for dem, for hvem al umiddelbar Anskuelse for længst havde opløst sig i Reflexion og Dialektik. Men en Mand med Heibergs Autoritet kunde vel hos det store Publikum skade en simpel og naturlig Forstaaelse ved at give en uforstaaelig Anvisning paa de „rene Formers Rige“, hvor Former ikke ere Former og Skikkelser ikke Skikkelser. Der skulde man søge en „højere“ Forstaaelse, der for Guds Skyld ikke nedlođd sig til i Skulpturens Værker at se Menneskeskikkelser: thi det kunde jo enhver se, at de var. : £ Hvor har ikke denne Slags Kunstbetragtning ført det store Ord i Tyskland og i Norden! Hvor har den ikke talt med Myndighed! Og hvor har den dog ikke i Grunden forholdt sig til Kunsten som en dybsindig Ko til en rød Port! Naar vi maaske i Danmark ere blevne mere forskaanede end det øvrige Norden for den tyske Kunstfilosofis farlige Følger for Kunsten, saa skyldes det vel først Thorvaldsens lange Liv i Italien og det brede Grundlag, hans Kunst der havde vundet, længe før den kom i nærmere Forbindelse med Tyskland; dernæst den Indflydelse, som saa positivt anlagte Naturer som Eckersberg og Høyen fik paa vor Kunst. Høyens Kunsthetragtning har endnu for faa Aar siden af den Grund tildraget. sig en meget unaadig Bemærkning fra Biskop Martensen, Heibergs Ven og Discipel. Høyen fik imidlertid, netop paa den Tid da den filosofiske Æsthetik trivedes frodigst i Danmark, en velkommen