Den germaniske Æsthetik og Skulpturen. 103 — Thi dyb og dæmpet er Skulpturens Røst. den har en Klang som Evighedens Klokke, der ej fornemmes midt i Livets Tummel. Ej smigrer den sig glat i Øret ind som sød Musik, som Farvepragt i Øjet; nej ubevægelig staar Marmorstøtten og siger: Kom til mig, hvis du formaar det; thi jeg gjør ikke mindste Skridt mod dig. Og denne kolde, denne strænge Skjønhed, saa vanskelig at favne som en Fjeldtop, har altsaa nu dig grebet, danske Folk, og ført dig til de rene Formers Rige, hvor Skikkelserne staa som stille Tanker, afklædte jordisk Dragt og jordisk Attraa? Den Respekt, som i disse skjønne Vers er udtalt for Thorvaldsens Kunst, gaar paa den besynderligste Maade over til, hvad man kunde kalde „en hellig Rædsel“ for hele Skulpturen. Man, kan gotte sig over den ægte Heibergske Ironi i Spørgsmaalet til det danske Publikum, om det nu ogsaa virkelig har tilegnet sig den plastiske Kunst, ligesom over den vittige Replik i „En Sjæl efter Døden“, hvor den stakkels „Sjæl“ mener uden videre at have kjøbt sig Entrébillet til Elysium ved at have givet „6 Rigsdaler til Museet.“ Heiberg kjendte nok sine „Sjæle“. Men med Hensyn til Publikums Forhold til Skulpturen havde han dog ikke rigtig Ret til at være saa stræng og spydig. Thi hvad kunde man forlange af det stakkels Publikum, naar Heiberg selv, Æsthetikens indviede Ypperstepræst, betragter denne Kunst som det utilgængeligste og mindst indbydende af alt, som en Slags aandeligt Spitsbergen? For ham bestaar dens væsentligste Karaktermærker deri, at den er saa fortvivlet vanskelig, at dens Værker ere farveløse, at dens Skikkelser ere ubevægelige, at dens Skjønhed er kold — det sidste hidrøter, ad Idéforbindelsens Vej, dog vist en lille Smule derfra, at Marmor o. desl. unægtelig er koldt at føle paa. Det er, som man ser, lutter negative Bestemmelser. Den simple og ligefremme Anvisning til Forstaaelse, som ligger i, at Skulpturens Værker fremstille Menneskeskikkelser, Mænd, Kvinder, Børn, og at Beskueren ogsaa selv er et Menneske; at Kunsten, ogsaa naar den gaar ud paa at fremstille Ideen og Guddommen, dog kun har Held med sig i samme Grad, som den formaar at fremstille det alt som „sandt Menneske“, er der hos Heiberg slet ikke Tale om: han ser i Skulpturens Skikkelser ikke menneskelig