I. Det, som Thorvaldsens Tidsalder i Grunden vilde paa Billedkunstens Omraade, det som den vilde lære af Antiken, var den ethiske Opfattelse af Ménneskeskikkelsen. Man forlangte den først og fremmest i Modsætning til den lumre, frivole Aande, som udstrømmede fra den franske Enevælde, fra Ludvig den femtendes Periode, dernæst overhovedet i Modsætning til Renaissance-Humanismens store Kunst, som havde tumlet og boltret sig i alle Menneskesjælens og Menneskelegemets Muligheder, udfoldet alle Menneskenaturens Drifter og Attraaer og svælget i den fristende, ildnende, berusende Drik af alle dens kraftigste Ingredienser; som havde fremstillet Mennesket snart titanisk trodsende med sin Vælde, snart sønderknust i Anger og Fornedrelse eller med himmelvendt Aasyn ekstatisk stræbende og stormende mod en højere, usynlig Verden; som kort sagt havde fremstillet Mennesket snart religiøst, snart sanseligt, snart begge Dele i Forening, men aldrig ethisk. Man vilde have den sidste hellige Magdalene kastet ud af Døren, og i Stedet for den skjønne Synderinde, som laa angrende paa Jorden, vilde man se Mennesker, som frit og sikkert kunde staa paa deres Ben. Man vilde desuden af med de konventionelle, aristokratiske Manerer, hvorefter Menneskeskikkelsen allerede var begyndt at blive tilskaaret af den venetianske Kunst, og som senere i den franske var blevet udviklet til Karikatur, saa at man somme Tider knap kunde fremstille Mænd og Kvinder, men kun Kavalerer og Damer. Bagved denne Bevægelse i Kunsten ligger aabenbart det moderne sociale Lighedshegreb, saaledes som den franske Revolution proklamerede det. Renaissancens Kunst, især i det 17de Aarhundrede, havde ogsaa givet Exempler i Overflod paa Modsætningen til hin aristokratiske Idealisation: en djærv naturalistisk Opfattelse af det vulgære Menneske. Men man vilde nu overhovedet ikke bevæge