110 David og Thorvaldsen. sig i denne Modsætning; man stræbte efter en — foreløbig rent filosofisk og ideal — Opfattelse af Mennesket uafhængig af moderne Standsvilkaar. Ogsaa dertil skulde Antikens Menneskebillede anvise Vejen. Periodens to kunstneriske Hóved-Repræsentanter vare den franske Maler Louis David for de romanske Nationers Vedkommende og Thorvaldsen for de germanskes. David indledede Perioden, Thorvaldsen afsluttede den. De havde hver sin Løsning af Opgaven og overførte den paa store Kredse af det samtidige Evropa. David staar i aldeles direkte Forhold til den nye Tids sociale Bevægelser; han bevæger sig paa selve de store Handlingers Skueplads og tager virksomt Haand i dem, saa længe indtil en enkelt Mand (Napoleon) bemægtiger sig hele Aktionen; han gjør sig til kunstnerisk Organ for Revolutionen og dernæst for hin ene raadende Mand. Han giver det Nye i Skikkelse af Mennesker, som handle, Mennesker, som ville. Men paa Revolutionens og Kejserdømmets Skueplads var Kunsten kun en Tjener, som i aandeløs Fart maatte gjøre Tidsalderens Saltomortaler med, og som, for overhovedet ret at blive ænset, maatte lægge sig efter at proklamere og deklamere. Den overanstrængte sig derfor, blev tendentiøs og theatralsk. Thorvaldsen lever i Læ af Tidsalderens Storme. Han kommer fra en lille Krog i Evropa, hvor Solen er dæmpet, hvor Jorden er blød og omflydt af smult Vand, fra en lille, sober Nation, hvor der drikkes mere Sødmælk end Vin, og hvor en faderlig Regering tog Alting paa sig. Det store Brud med Traditionerne, som betegner Tidsalderen, griber ikke umiddelbart ind i hans Liv; kun gjennem Mellemled fik det sin store Betydning. Da han kommer til Rom, er hans rent naive nordiske Natur forud ganske udelagtig i de moderne italienske Kunsttraditioner og frit stillet lige overfor dem. Kampen mod det Gamle er egentlig allerede tilendebragt, og Programmet for den nye Kunst er fixt og færdigt; man venter blot paa den, som ret kan gjøre det til Virkelighed. Den eneste Opposition, han har at gjøre paa nært Hold, er mod det, som hos Canova, der dog væsentlig stod paa den nye Tids Grund, var tilbage af det Gamle. Rom, hvor han lever næsten hele sit Kunstnerliv, var det almindelige æsthetiske Asyl for Kunstnere og aandrige Folk fra hele Evropa; dér sagde man: helle min Leg, og dér hørte man for det Meste kun i Frastand Drønet