Antike Helteskikkelser. 117 som i Stemning ligner Jason); han tænkte noget senere paa store Grupper af Herakles i Kamp med en Kentaur eller Theseus i Kamp med Minotauros, paa homeriske Kampe, paa Optrin af Amazonekampen, paa Herakles, som brydes. med Antaios. Han færdedes paa Valpladsen med Achilleus og gjorde tegnede og modellerede Skitser til en Gruppe af Helten, som løfter den døende Amazonedronning op (1802), et Emne, som han langt senere behandlede i et lille Relief. Hans Tegninger indeholde saa lidenskabelige Motiver som Achilleus, der vil trække Sværdet mod Agamemnon, og Achilleus, som slæber Hektors Lig efter sin Vogn. Da han var færdig med Jason, modellerede han sit storladne Relief af Briseis’ Bortførelse fra Achilleus (1803) og gav her i Heltens prægtige Figur (der i Form og Karakter minder stærkt om Dioskurerne paa Monte Cavallo), et Udtryk af kogende og sydende Lidenskab, som Samtiden fandt for lidet roligt, værdigt, antikt. Var der fra Begyndelsen af hós Thorvaldsen en Drift og Evne til at fremstille det Lidenskabelige, som kun havde behøvet Næring fra Samtiden og Omgivelserne for at give hans Produktion en anden Retning? Spørgsmaalet lader sig ikke godt afvise, men heller ikke besvare). Saa meget er vist, at et roligt Aandedrag, et langsomt Tempo i den aandelige Bevægelse, som endog kan gaa over til Blikstille, ellers er et aldeles gjennemgaaende Karaktertræk for hans Figurer. Blandt mange ` Hundreder af dem fremtræder en eller to med en Karakter, som kan kaldes lidenskabelig: Aias, der gaar bort fra Dommen over den faldne Achilleus’s Vaaben (Relieffet fra 1831); eller en fortvivlet, sørgende Moder paa et Grav-Relief. Og disse Figurer have langt fra den Betydning eller den storartede Kraft, som hin Achilleus paa „Briseis’s Bortførelse“. Og netop den omarbejdede han i sin nye Udgave af Relieffet fra en langt senere Periode (1837) og gjorde den stille vemodig — forøvrigt mere i Overensstemmelse 1) I 1823 forelæste Thiersch i Brøndsteds Bolig i Rom en Afhandling paa Italiensk for ham og Thorvaldsen. Det hed deri, at Antiken udtrykte Sorg. ja endog Rædsel med Mildhed og Maadehold. Dette modsagde Thorvaldsen, idet han henviste til en af Statuerne af Niobes Sønner, en løbende Figur, der, som han sagde, havde Fraaden for Munden. (Hagen, Die deutsche Kunst in unserem Jahrhundert, 1I, Berlin, 1857, S. 157).