116 Thorvaldsen. der rolig er sig sin egen Kraft bevidst og fører sig stolt i denne Bevidsthed uden at prale med den. At Canova lærte noget heraf, viste han senere i sin Hektor (fra 1803; sammenlign Afbildningen ovenfor S. 39.) En Snes Aar tidligere havde David med sine „H oratiere“ vist Kunstnerverdenen i Rom, hvordan en Mand saa ud; thi til Trods for disse Figurers stærkt theatralske Væsen vilde Davids sværgende Horatiere. det være uretfærdigt at frakjende dem en udpræget mandig Karakter. Der er den gjennemgaaende Forskjel mellem Davids og Thorvaldsens Løsning af Opgaven, at David helst skildrer Helten før Bedriften, stærkt ladet med og bevæget af moralsk Pathos, Thorvaldsen derimod giver Helten efter Kampen, afladet for Pathos, rolig, sejrsstolt, beredt til at nyde Freden. Derimod havde, som vi ovenfor have berørt, nordiske Kunstnere, Sergel med sin langt tidligere Diomedes og senere Carstens med forskjellige heroiske Skikkelser (deriblandt jo ogsaa Jason selv) betraadt den samme Vej som Thorvaldsen. I Sammenligning med disse Tilløb staar Thorvaldsens Jason som den gjennemførte og fuldbaarne Produktion. At der endnu i den, som man har paastaaet, kan skjønnes en Gjenklang af den belvederiske Apollons Motiv, er vel sandt; men det berører dog kun lidet dens egenlige Væsen, medens Canovas Perseus virkelig er en Gjenganger af den antike Apollon. Thorvaldsens Fantasi var i Aarhundredets første Aar opfyldt af Helte og Heltegjerninger. Han gjorde mangfoldige Udkast til en Statue af Diomedes med det røvede Palladium, (et Motiv, \ være det, en Mand,