129 : Thorvaldsen. for det første ikke med Anledningen til Værket; det føler man, saasnart som man i Stedet for Navnet Alexander sætter Napoleon, og i Stedet for Babylon sætter Rom. Heller ikke stemmer det med Værket selv, hvilket endnu har meget Mere at sige. I Figurerne selv, deres Former, deres Bevægelser, deres hele Fore, er der ikke mindste nationale Karakter-Modsætning; de paa den krigerske og de paa den fredelige Side kunde for saa vidt gjerne være kjødđelige Søskende. Forskjellen ligger i deres forskjellige Situation og deraf følgende Udtryk, ellers kun i Kostumet. Og hvorledes kan man — især fra vor Tids Standpunkt — finde historiske Fordringer fyldestgjorte ved denne Kostumering? De Forestillinger om asiatisk Dragt, som Thorvaldsen har kunnet hente fra Afbildningerne af persiske Monumenter i Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, angaa for det første ikke Babylonierne, og ere dernæst, selv hvad Perserne angaar, ikke korrekt forstaaede. Han har desuden blandet dem med andensteds fra — især vistnok fra Trajans-Søjlens Relieffer — hentede Træk, som egenlig tilhøre nordevropæiske eller afrikanske Barbarers Sædvaner. Saaledes savner Kostumet baade i det Hele og paa de enkelte Figurer historisk Konsekvens. Kunstneren har ladet sig nøje med ved Hjælp af Buxer, Sko, forskjellige Slags Huer, Haarflætninger o.s.v. at give sine Asiatere et fremmedagtigt Anstrøg og sin Komposition Afvexling. Men dette var jo ogsaa fra hans, rent kunstneriske, Synspunkt fuldstændig nok; og han har givet det Altsammen med sin usvigelige Skjønhedssans og Takt. Nej, Alexandertoget er i Virkeligheden ikke mere historisk end Thorvaldsens Billeder af Iliaden. Alexander er — hvad han jo heller ikke selv vilde have havt Noget imod — en episk Helt, en gjenopstanden Achillevs. Man forundrer sig over, hvor nøje Kunstneren har fulgt Curtius’ Beskrivelse af Alexanders Indtog!) — dog ikke i alle dens Træk —; men deri ligger jo ikke, at han selv her har følt sig paa et andet, mere realt historisk Terrain end i sine tidligere græske Billeder, for hvilke han ogsaa havde bestemte Udgangspunkter og givne Texter. Den græske Historie er her ganske benyttet, som Grækerne selv benyttede deres Myther og Sagn, forbilledligt, til Forherligelse af Kunstnerens Samtids Historie. Karakter- Modsætningen !) Q. Curtii Rufi de gestis Alexandri magni, lib. V, cap. 3.