Moderne Helteskikkelser. 127 en saa bestemt Streg over den tilbagelagte Krigsperiode. Et Træk af Vemod er fremherskende i Figuren af Leuchtenberg (1827). idet han afgiver sin Krans til Historiens Muse og begiver sig ind ìi Gravens Mørke. Ved Poniatowskis Monument havde Thorvaldsen som bekjendt oprindelig tænkt paa et meget livligt episk Motiv — Helten, som stanser Hesten foran Floden —, hvilket ogsaa er antydet i den Skitse, som Museet bevarer. Men i den store, gjennemførtė Figur (1827) er han gaaet ud paa at give et langt roligere Indtryk, omtrent efter det Forbillede, som var givet i den filosofiske Kejser Marcus Aurelius’s Bronzebillede paa Kapitol, Stamfaderen for alle moderne Rytterstatuer. Denne majestætiske Holdning passer vel bedre til en Kejser end til en polsk Afdelingsgeneral. Det udstrakte Sværd i Heltens Haand byder Ro og Orden, men opmuntrer ikke til at gaa paa. Tiden gik, og Kunsten kom længere og længere bort fra det Standpunkt, som havde været Thorvaldsens Udgangspunkt. Romantikens Periode krævede at se Billeder af Fortidens og Middelalderens Krigere og Helte; Fordringerne til historisk Karakteristik bleve alvorligere, og det historiske Kostume blev uundgaaeligt. Det er visselig et mærkeligt Vidnesbyrd om Thorvaldsens bestandig nye og friske Livskilde, hans Evne til at følge med Tidens Udvikling eller rettere: udvikle sig med den, at han i det store Rytterbillede af Maximilian af Bayern (1830—34) virkelig gav en gjennemført historisk Karakteristik, og tillige en Skikkelse, der i hele sin Holdning er strammere og mere beredt paa Daad end maaske nogen af hans andre Figurer. Dog synes den fremad kommanderende Bevægelse i denne Figur os at være lidt stivnet, ligesom fastslaaet til et monumentalt Symbol; den kommer saaledes i alt Fald til at nærme sig Grænsen af det Melodramatiske, hvilket ellers ligger Thorvaldsen fjærnere end nogen anden Kunstner. Samtidig (1830—36) havde han den Opgave at give Billedet af en rigtig ung Romanhelt fra den mest romantiske Middelalder, den kjække og ulykkelige Conradin af Hohenstaufen. Men hvad historisk Karakteristik angaar, lod han sig her nøje med middelalderligt Kostume og Haarsætning og benyttede forøvrigt et Motiv, som han tidligere havde paatænkt til Potockis Figur, men den Gang opgav. Her er det atter et stille, vemodigt Træk, som besjæler Figuren; den unge Fyrste staar, som om han fra sine evige