126 Thorvaldsen. deles ikke deres kunstneriske Værd eller deres Interesse som Thorvaldsenske Figurer. Potockis Statue hører ubetinget til hans fuldendteste, dejligste, mest indtagende Værker. Den skulde blot have et eller andet antikt Navn, saa vilde den ogsaa høre til de populæreste; nu tro Folk, at de ikke skulle bryde sig om den, fordi den forestiller en dem ubekjendt polsk Officer. Det kan være et Savn fra Historieforskningens Standpunkt eller for Fyrstens Paarørende, at Statuen paa hans Grav ikke indeholder ringeste Oplysning om, hvad Manden i Virkeligheden var: den øvrige Verden bør uden videre indordne Statuen blandt de Værker, som give den fyldigste Forestilling om hin Tidsk alders og særlig Thorvaldsens ideale Fyrst Wladimir Potocki; Begreb om Manden og Helten. Et (1821.) Kunstværks Navn er til syvende og sidst noget rent Udvortes ved det, som kan klæbes udenpaa og tages af igjen, uden at man derfor gjør Kunstværket selv nogen Gavn eller Skade. Det er atter Fredens Aand, som hviler over disse Skikkelser, om de end nok saa meget forestille Krigsmænd. Potocki (1821) staar, som om han i Frastand med en vis betragtende Sympathi var Vidne til et eller andet ophøjet og glimrende militært Skuespil, f. Ex. noget Saadant som Alexandertoget; selv at trække Sværd fra Lænd synes han mindst at tænke paa. Figuren er jo bestemt til et Gravmæle, og det er derfor sandsynligvis Døden, som Thorvaldsen har tænkt sig som den Grænse, det perfectum absolutum, som skiller ham fra Livets og Virkelighedens Optrin, dem han betragter fra Evighedens Land. Det er Krigeren, som har faaet Orlov. En saadan Opfattelsesmaade kunde vel ogsaa naturlig komme frem paa hint Tidspunkt, efter at Wiener-Kongressen havde slaaet