132 " Thorvaldsen. Da Thorvaldsen 1806 første Gang modellerede en Statue af Hebe, iklædte han hende den lange, til Foden rækkende Klædning, som Oldtidens Kvinder og altsaa ogsaa Gudinderne iførte sig, naat de ikke netop som Jægerinder, eller som Amazoner, eller til visse Arter af Dans brugte en ganske kort Chiton, der ej engang naaede dem til Knæet. Brystsmækken er fasthæftet over den ene Skulder; dog har Kunstneren — aabenbart ved en Reminiscens efter Canova eller som en Indrømmelse til det, man efter Traditionen forlangte at se i moderne Kunst — ladet Smækken falde ned fra den anden Skulder og blotte en Del af Brystet. Dette Bryst saavelsom alle Figurens Former vise, at Thorvaldsen, i Overensstemmelse med Hebes Navn og Begreb, har tænkt sig hende yngre og mindre modnet som Kvinde, end Canova har gjort det. Overgangen til den mere ethiske Karakter beror forøvrigt ingenlunde blot paa Forandringen i Klædedragt, langt mere Betydning har dens bly og rolige Holdning og den Helhed, hvormed den er opfattet, medens Canovas Figur mere pranger meden Udstilling af delikate Enkeltheder. Efter denne Statue følger Hebefiguren paa det runde Relief til Kristiansborgs Façade, hvor hun skjænker Nektar i Skaalen for Herakles (1808). Her er hendes Skjønhed lidt modnere, maaske med Hensyn til, at hun skal være Herakles’s Brud; ogsaa i Henseende til Stillingen har hun her mere Lighed med Canovas Figur. Men ikke alene er hun bedre paaklædt: hvor dejlig og virkelig festlig er ikke hendes Bevægelse i Modsætning til den altfor tjenstfærdige Hoppen frem i Canovas Statue! Man føler saa godt, at hun kommer fra Olympen, og at der endnu er en ærefrygtsfuld Afstand mellem hende og den af Jordlivet trætte Helt — Nofi me tangere ! I 1816 omarbejder Thorvaldsen saa sin Statue fra 10 Aar tidligere og fuldender helt Skikkelsens Omdannelse i ethisk og græsk Retning. Ved den tugtige Beklædning, den ioniske Chiton, som er dejlig gjennemført i græsk Stil, er der nu ikke længere nogen af hine smaa blottende Fejltagelser: Helheden og Ligevægten i Holdningen er gjennemført med den fineste Sikkerhed, Hovedet og dets Udtryk er skjønnere. Med hvilken ren Glæde over Ungdom og Uskyld, som den er i sig selv, uden at vinke ad andre, er ikke denne Skikkelse sét! Endnu et Træk om Hebe havde Thorvaldsens at tilføje ved sit nydelige og morsomme Relief fra 1833. Den brave unge Pige