Olympiske Skikkelser. Hehe. Ganymed. 133 er ved et uheldigt Fald i Gudernes Forsamling kommet til at kompromittere sig og har mistet sin Kondition; hun afgiver nu med taarefyldte Øjne sit Embedes Insignier, Kanden og Skaalen, til sin Efterfølger, Ganymed. Det er ligesom om det kunde være foregaaet ved et modernt Hof. I hele denne Opfattelse af den olympiske Tærne er der en Forening af to Ting: en alvorligere og værdigere Erkjendelse af . Oldtidens virkelige Væsen og et i den moderne Kunst nyt og konsekvent Blik paa Menneskeskikkelsen. Det er en Forening af Videnskab og Kunst. For Renaissancen gjaldt egentlig kun den kunstneriske Betragtning; for den havde Oldtiden mest kun Betydning somen Fabelverden, som den ingen objektive Forpligtelser havde imod, men som gav dens Indbildningskraft Fribrev og dens dristige Tumlen med Menneskenaturen et ubegrænset Spillerum. Hos Canova var der her en højst uheldig Halvhed, noget vist Stækket og Spagt i Forhold til Renaissancen ogdog noget Frivolt i Forhold til Antiken. Thorvaldsen gik virkelig over Rubikon ©g drog med hele sin Sympathi over paa Oldtidens Side. For den videnskabelige Side af Sagen, den egentlige Respekt for Oldtidens Alvor, har vel Omgangen med Zoëga havt den største Betydning. Den dejlige Dreng Ganymed fejrede Thorvaldsen i tre forskjellige Statuer: Han lader Nektaren skumme fra Kanden ned i Skaalen (1816); han byder Skaalen frem (1805); han byder knælende Jupiters Ørn at drikke (1817). Stillingen og Linierne i Statuen fra 1805 ere lige nær ved at være de samme som i Hebefiguren, som Thorvaldsen første Gang mođelleređe i det paafølgende Aar, hvilket unægtelig viser, at Thorvaldsen ikke hørte til de Kunstnere, som satte Modsætningen mellem den mandlige og den kvindelige Karakter paa Spidsen. Men en Forskjel er der dog, som viser, med hvilken Finhed han opfattede Menneskefigurens Stemning og Karakter. De staa begge ganske simpelt med Kanden, hvoraf de have skjænket, i den sænkede højre Haand og række Skaalen frem med den venstre; men medens Hebe med mere Blyhed og Undselighed — som med en Antydning af en Nejen — trækker venstre Fod tilbage, sætter Ganymed Foden frem paa samme Side, som han byder Skaalen, og træder saaledes mere frejdig lige hen imod den store Gud eller Gudinde, som han opvarter.