„Amor“s Betydning i hans Kunst. 141 af dens golde Sand; han er Harmonien, der efter Skjønhedens Love ordner de brogede Muslingeskaller paa sin Snor. Han er „Gnisten*“, hans Fakkel tænder endog Mld i Hulens døde og kolde Klipper. Nogle af disse sindrige Epigrammer stamme fra antike Digtere. En italiensk Skjønaand og Filolog, Angelo Ricci, forsynede ham omtrent 1830 med en saadan Samling fra den antike Poesis Skatkammer. Da Thorvaldsen maatte holde Ferie fra større Arbejder paa Grund af en lille Skade i sin venstre Arm, henkastede han et Dusin smaa Relieffer over slige Motiver og vilde med det samme „ryste Amor ud af Ærmet“, i hvilket han havde siddet i mindst 20 Aar; det lykkedes dog ikke: Amor var og blev hans allestedsnærværende „Spiritus familiaris“. De mest karakteristiske af disse Billeder havde han ogsaa allerede tidligere udført af egen Drift; og Ricci har nok vidst, at de Motiver, han opgav, faldt i god Jord i Thorvaldsens Fantasi. Et af dem, hentet fra et Digt, som tilskrives Simonides, fortjener en nøjere Overvejelse. Amor og Ganymed have kastet Tærninger om, hvem af dem der er den skjønneste, og den skjønne Ganymed har vundet Spillet; men Amor peger stolt paa sig selv òg siger, at han alligevel er den skjønneste. Deri ligger der, ligesom i det tidligere berørte Motiv, hvor Amor stilles i sejrrig Modsætning til den mægtige Mars, en vis Spiritualisme, som egentlig ikke staar i det bedste Forhold til det, der er Meningen med Plastiken. At Kjærligheden, det Indre og Inderlige, ikke alene sejrer over den ydre, brutale Magt, men endog over Skjønheden selv, denne Tanke kan man bedre forstaa, at en Digter fremsætter, end at en Kunstner, en Billedhugger, akcepterer. Kunstneren kommer derved til at nedsætte det, som dog er Kunstens egentlige Gjenstand, i en lavere Orden. T et andet Træk hos Thorvaldsen gaar Tanken lidt i samme Retning, skjønt den gaar ud paa en inderligere Enhed af Amor og Skjønheden, nemlig deri, at Kunstneren sætter Amor, spillende paa Lyren, ved Gratiernes Fødder. Det er Amors Musik, hvis Melodi klinger gjennem Linierne i deres skjønne Legemer. Han er kun halvt skjult tilstede, men uden ham vilde Gratien ikke være Gratie. At Elskovens Gud saaledes overhovedet kommer til at betegne det Geniale, det Varme, det Inderlige i Tilværelsen, kan man opfatte som en stor Forherligelse af Elskoven. Paa den anden Side er Thorvaldsens Opfattelse af den alt Andet end overspændt