142 Thorvaldsen. og indeholder fuldt saa megen Ironi som Pathos og Begejstring. Han paapeger med et overlegent og roligt Smil Elskovens Alt gjennemtrængende og afgjørende Magt og gotter sig ret ved at vise, at man for at forstaa Livets Resultater maa have Øje for denne skjulte Faktor. Men Elskoven bliver derfor ikké noget Transcendent eller Ophøjet, han kjender den baade paa Vrangen og paa Retten. Amor rækker Roser frem; men han skjuler Tidsler bag sin Ryg. Og Thorvaldsens geniale og fine Fortælling om Kjærlighedens Aldere er jo ikke andet end en mild, men dog braadet Satire over dens hurtige Forgjængelighed ifølge Naturens uforanderlige Orden. Pigen kysser hæftig den lille Gud; men næppe bærer hun hans Frugt i sit Liv, før hun bærer ham selv ved Vingerne som en Gaas, hun har kjøbt paa Torvet; saa sætter han sig paa Ryggen af Manden, og endelig flyver han bort fra Oldingen. Og paa samme Tid som hans Kunst er saa opfyldt af Eros, og Forestillingen om ham bliver ham saa tilvant, at han til sidst ikke kan se en Svane i Haven paa Nysø og glæde sig over den skjønne Fugl, uden at føje en Amorin til dens Billede og saaledes forvandle Svanen til Jupiter, som søger hen til Leda, er hans Kunst i en anden Betydning af Ordet netop paafaldende lidt erotiski Thi Elskoven i subjektiv Betydning, Elskoven inde i Skikkelsen, det stærkt, dybt, lidenskabelig grebne Hjærte i Forholdet mellem. Mand og Kvinde har han i sin store Produktion egentlig aldrig givet plastisk Udtryk. I forskjellige Relieffer, Statuer og Grupper har han skildret Motiver af selve Amors Kjærlighedshistorie med Psyche: her optræder Amor altsaa mere som Elsker end som Elskovsgud. Det er overordentlig elskværdigt ; men det er en Barnekjærlighed uden Ild. Engang imellem, i nogle mythologiske Smaa-Relieffer, leger han lidt med Ilden. Hans Biografi lærer os, at han undertiden selv blev ramt af Gudens Pil, men aldrig synderlig dybt; og i hans Kunst glimre de Kvinder, som have erobret hans Hjærte for en kort Stund, alene ved deres Fraværelse: han har ej engang ulejliget sig med at gjøre deres Portræt. Han kom til Italien, rustet med en højnordisk og kølig Natur, der nok kunde fænge lidt, men aldrig smeltede i den sydlandske Atmosfære. Dette har havt en stoy Betydning for hans Blik paa den kvindelige Skikkelse: han fyldestgjorde vistnok mere end nogen anden Kunstner Tidens almindelige Fordring til den rent ethiske