„Amor“s Betydning og Manglen af det Erotiske. 143 Opfattelse af det Kvindelige. Han betragter Kvindeskikkelsen med noget af et Barns Uskyld og med noget af den ældre Mands Overlegenhed og Fasthed, men aldrig med en Ynglings Blik. Hans Gratier ere venlige, kyske og kølige, og hans Venus fryser. Ej alene er ethvert Koketteri uendelig fjærnt fra deres Væsen, endog hint „evigt Kvindelige“, der tiltrækker Manden som Mand og er en Henr ykkelse for ham, i dets reneste Betydning, saaledes som f. Ex. Paul Dubois har givet det saa skjønt i sin „Eva“, mangler hos Thorvaldsen. Ħan forstaar sig langt bedre paa det Barnlige; hans lille Statue af den fireaarige engelske Pige (se ovenfor S. 128) er mere hjærtevindende end baade Venus og Gratierne. Ogsaa hans fuldt beklædte kvindelige Figurer forekomme os mere indtagende kvindelige end de nøgne (Hebe, Haabet, Andromache paa Relieffet, Fyrstinde Bariatinska). Men i hvert Fald er Opfattelsen ogsaa her mere ethisk eller rent aandelig end erotisk. Saaledes stammer det Erotiske i Thorvaldsens Kunst, som betegnes af Amor, ikke fra et brændende Hjærte, men fra et koldt Hoved, en erfaren og dybt skuende Intelligens; det er en Kontemplation, en Livsfilosofi, en Mening om Tingenes Gang i Verden, der her fremtræder plastisk, for saa vidt som den fremtræder personificeret. Erkjendelsen af den indre, subjektive Magts Overhøjhed iklæder sig objektiv Form, hvilket er et ægte antikt Træk. Amor er her en allegorisk Figur; men han er tillige mere: en Gudeskikkelse, idet der stadig henpeges paa hans Magt over Livet. Overhovedet kan Thorvaldsen, i Følge hele sin objektive og upathethiske Retning kaldes en Fremstiller af Guder, vistnok i højere Grad end nogen anden i hele den kristelige Tidsalder, uagtet hans Mythologi ikke paa alle Punkter falder sammen med den gammel-græske. En Statue som Vulkan kunde, hvilket Øjeblik det skulde være, flyttes ind som Gudebillede bag Alteret i et græsk Tempel. Det sidste, han havde at sige om sin egen Kunst, hans Kunstnertestamente, det skjønne Udkast til et Relief af Skulpturens _ Genius, viser os ogsaa denne i Færd med at mejsle Jupiters Billede. At en Kunstner fra vort Aarhundrede ikke alene har kunnet gjenoptage den græske Mythologi, men endog har kunnet berøre den græske Religion, er, nøjere set, saa mærkværdigt, at man har langt lettere ved at forstaa, at hans Statuer af de antike Guder i