Landskabsfigurer. Johannesgruppen. 153 ningen er her lige saa genialt udtrykt alene gjennem Figuren, som den er i Rafaels berømte Scene, hvor Apostlen Peter ubevidst og drømmende føres af Englens Haand ud af Fængslet, hvor Lyset og Farven endda understøtter Stemningen. Hvilket mildt Clair-Obscur er der ikke i disse Natte- og Underverdens-Scener af Thorvaldsen, i Modsætning til den dumpere, koldere, strængere Tone i Carstens’s Billeder af denne Art! Men op til Lyset igjen. Ved Siden af Dødens Genius staar undertiden Livets, og fra Nattens Side svinger Morgenen sig frem paa muntre Vinger. En lignende Stemning af Frejdighed og Morgenfriskhed besjæler ogsaa den større Danserindes Figur. Dog er denne Stemning med dens Allegro i Bevægelsen langt sjældnere hos Thorvaldsen end de blødere og dunklere og det langsommere Tempo. Paa den Traad, vi her have angivet, kan Enhver, der vil, trække flere Perler til at udfylde Mellemrummene. Ogsaa det, som Thorvaldsen har taget fra Satyrverdenen, maa rettest — mest Thorvaldsensk — betragtes under Synspunktet af Naturliv og Landskabs-Staffage. IV. Og under Synspunkt af Naturliv og Landskabsstaffage maa ogsaa Johannes-Gruppen betragtes. Det har været en mere væsenlig Sag for Thorvaldsen, at Døberens Prædiken foregik i det Frie, og at han saaledes kunde tage Opgaven fra den landskabelige og idylliske Side, end hvad Prædikenen egenlig handlede om. De Figurer, der repræsentere det rent naive Naturliv, ere her i Flertal, og dem skylder Værket det Meste af sin retfærdige Berømmelse. Det er Hyrder og deres Kvinder og Børn af samme Slags, som dem Apollo spillede for, mens han vogtede Admets Kvæg, af samme Familie som „Hyrdedrengen“. Det er mere Arkadere end Israeliter. Man har undertiden rost Thorvaldsen for, at han saa frejdig indførte det uskyldige Livsbillede i en kirkelig og kristelig Fremstiljing; og vi skulle fra vor Side mindst nægte ham vor Taknemlighed for, at han øste flere dejlige Motiver og Figurer op af det samme Væld, hvorfra han havde sine øvrige Billeder af det menneskelige