` „Den himmelske Styrke.“ 161 at Kvinden ved Amors Magt har sejret over den vældige Herkules’s Styrke og smykket sig med hans Trofæer: deri ligger en Ironi over den materielle Kraft, som betegnes ved Kølle og Løvehud. Tanken staar i den nærmeste Forbindelse med Thorvaldsens mange Amor-Triumphans-Ideer; paa et lille Relief har han jo ogsaa — aabenbart med Hentydning til Herkules og Omfale — fremstillet Amor selv som Indehaver af Køllen og Herre over Løven. Naar man nu paa den store Figur paa Pavemonumentet, som den tilsidst blev, sér, at Kvinden har kastet den store, raa, voldsomme Kølle paa Jorden og med en vis Ringeagt sætter Foden paa den, ligesom hun vilde erklære, at hun i hvert Fald ikke vilde søge sin Kraft i den, saa er dette endnu i fuldkommen Konsekvens af Thorvaldsens tidligere Tankegang, som vi kjende den fra de ikkekristelige Billeder — han var aldrig nogen Beundrer af Herkules’s Kølle —, medens det tillige viser en selvstændig og genial Omtydning af Kunstens nedarvede Symbolik. At Kvinden, med det Samme som hun træder paa Køllen, bøjer Hovedet tilbage, vender Blikket mod det Høje og lægger Hænderne korsvis over det stærke Bryst, dette er atter i fuldkommen Konsekvens af hendes Ringeagt for den materielle Magt !); men der ligger alligevel heri Noget, som aldeles gaar ud over, hvad Thorvaldsen nogensinde har givet i sine hedenske eller mythologiske Figurer: en Tro, en sikker Fortrøstning til den ovenfra kommende Kraft. Medens der i de hedenske Billeder af Amors Magt kun fremtræder en negaliv Ironi i Forholdet til den materielle Kraft, er der her Tale om en positiv og pathetisk Henvendelse til en anden Kilde for en rent aandelig Kraft. At paakalde Amors elller nogen anden hedensk Guddoms Magt i fuldt pathetisk Alvor er en Tanke, som Thorvaldsen naturligvis kun vilde have havt et Smil tilovers for. „Den himmelske Styrke“ er saaledes tilvisse en mærkelig Figur, og mange af Thorvaldsens Beundrere og Kjendere tilskrive den en ganske særlig Betydning i hans hele Produktion. Mig forekommer det dog, at det opad stræbende, religiøse Sving i Tanken, som her er udtrykt, ikke ret har Magt til at overvinde Materiens Tyngde: ved ingen af Mesterens Skikkelser føler jeg saa meget Jordens træge Ler som netop i denne. 3) Der er noget i Figuren, Motivet og Udtrykket, som minder om Rafaels Cæcilie, skjønt paa ganske selvstændig Maade. 11