162 Thorvaldsen. Sammenligner man den med Paul Dubois’s unge, bedende Kvinde, /a foi (henhørende til Lamoricières Monument; et originalt Marmor-Exemplar i Ny Carlsbergs Glyptothek), maa man uden Tvivl give Thorvaldsen Prisen med Hensyn til den gjennemdannede plastiske Stil; derimod synes Dubois mig lige saa afgjort at have Fortrinet i Henseende til Udtrykket for den religiøse Følelse. Dubois forstaar gjennem hele Skikkelsen at lede en Strøm af Hjærtelivets fængende Ild, dets virkelige, inderlige Higen og Villie. Thorvaldsen giver mere en rolig Tanke om Følelsen, et sindrigt og træffende Symbol for den. Hans „himmelske Styrke“ er ikke et Menneske, hvis Sjæl paa sine egne Vegne higer mod det Himmelske, men en Skikkelse, der har det Embede at udtrykke Menneskenes — andre Menneskers — Menneskehedens — Tro og Fortrøstning til Himlen, og som udfører sit Embede baade skjønt og storladent. Thorvaldsen var den klogeste af alle Plastikere. Det er tydeligt, at han netop i de Aar, da han gik over til at behandle kristelige Æmner, har opdaget den store og ejendommelige Betydning, som Bevægelsen af Haanden til Brystet har havt i den kristelige Kunsts Skikkelser. I hans tidligere, rent klassiske Periode, da han næsten kun gav sig af med antike, hedenske Æmner, havde han aldrig anvendt dette Motiv; nu dukker det frem i hans Fremstillinger af kristelige Æmner eller i Monumenter over moderne Personer (Leuchtenberg), medens han vedblivende, ogsaa i den senere Periode, med aarvaagen Bevidsthed holder det ude af sine Billeder af det antike Liv. Han havde, fra første Færd af og hele Livet igjennem, en tydelig Forkjærlighed for en anden Art af udtryksfulde Gestus, nemlig Bevægelsen af Haanden, Fingerspidserne, til Hovedet (Læberne, Kinden, Hagen, Siden af Næsen). Disse Motiver, som han anvender baade i kristelige og i hedenske, baade i antike og i moderne Æmner, ere netop Udtryk for det Kontemplative, for en sjælfuld, greben Dvælen ved Forestillingerne, medens Haanden, eller begge Hænderne, paa Brystet ere Udtryk for et bevæget Hjærteliy*). Hvilken plastisk Intelligens er der ikke i Modsætningen mellem de to allegoriske Figurer paa Pavemonumentet! „Visdommen* ?’) Om disse udtryksfulde Motivers Betydning og Forekomst i antik og moderne Kunst har jeg udarbejdet en særlig Monografi, der vil udkomme i en anden Sammenhæng. Jeg behandler deri fortrinsvis Motivet: Haanden paa Brystet.