Hvorledes „Merkur“ blev til. 171 V. Hvorledes ‚Merkur‘ blev til. Paa en temmelig isoleret Plads i Thorvaldsens hele Produktion staar hans Merkur, som bereder sig til at dræbe den sovende Argus (udført 1818). Det er en af hans berømteste Figurer, en af dem, som baade han selv og den øvrige Verden mest have yndet, og som endog vrangvillige Kritikere varmt have beundret. Men jo mere man gjør sig Rede for Thorvaldsens Ejendommelighed, som den fremtræder i den store Mængde af hans øvrige Værker, des mere vil man føle, at der i denne Statues Motiv er Noget, som er fremmed for hans andre Statuer, og overhoveđet ualmindeligt i hans Kunst. Kjendte man den hændelsesvis ikke af andet end de franske Forfatteres Omtale- af den, vilde man føle Modsætningen til den sædvanlige Thorvaldsen endnu stærkere: man vilde næsten ikke kunne kjende ham igjen. Henri Delaborde!), der ligesom til Bod for sin ellers for det meste saa negative — og paa et ganske utilstrækkeligt Kjendskab byggede — Kritik af Thorvaldsen, priser denne Figur i de højeste Toner, finder i Figurens Linier en espèce de grace farouche og je ne sais quel frémissement. S. Jacquemont*) gjentager Ordet farouche og karakteriserer Figurens Udtryk som en Blanding af Had, Foragt og Glæde. Thorvaldsen farouche! — At der i den antike Mythe, naar den høres fortalt, ligger noget af alt dette, er unægteligt; og rimeligt, er det, at denne Side af Sagen fortrinsvis vil blive vendt frem i de romanske Nationers Fremstilling af den. Dette har f. Ex. Velazquez gjort i det mesterlige og uhyggelige Maleri af Merkur og Argus i Museet i Madrid, hvor man sér Guden med det dragne Vaaben snige sig krybende paa Hænderne henimod det soyende Offer. En spansk Kunstner ved Aaret 1650 vidste nok, hvorledes en Snigmorder saa ud. Men naar vi med vore danske Øjne betragte Thorvaldsens Figur med Opmærksomhed for, hvad han, der jo ogsaa havde danske Øjne, har sét i det antike Motiv, kunne vi ikke finde noget 3) Revue des deux mondes, 1. Juni 1868, S.594. 2) Revue des deux mondes, 1.Sept. 1879, S. 174.