172 Thorvaldsen. saadant. Han fornægter her ikke sin Naturs Mildhed. Hans Merkur sér næsten lige saa uskyldig ud, som hans andre Figurer. Man kunde lige over for den istemme Børnenes Vise, naar de lege Røvere: Gud ske Lov og mange Tak, her er ingen Røverpak! — men unægtelig tillige med den samme spændende Bevidsthed, som hos Børnene, om at der dog nok er noget skjult. Thi deri ligger Forskjellen fra Thorvaldsens øvrige Figurer, at denne uskyldige og lette Ledighed, dette landlige og idylliske Væsen, som endog har forsynet sig med en Hyrdefløjte, her dækker over en Hensigt, der netop kun begynder at røbe sig, og som gaar lige ud paa Blod og Drab. Det højre Ben, som synes at dingle saa fredelig ned, klemmer med Hælen mod Skeden af et Sværd. Dette stille og tyste, som ellers hos Thorvaldsen betegner et poetisk Drømmeri eller en tænksom Beskuelse, følger her af et tilbageholdt Aandedrag, af den mest anspændte Aarvaagenhed. Der gaar gjennem denne Figur en elektrisk Strøm af Handling; der er her en skarp Accent paa det af det forudgaaende og det efterfølgende svangrede dramatiske Øjeblik, som ellers er fremmed for Thorvaldsens Opfattelse af Figuren, allermest for hans Statuer. Det er ret mærkeligt, at Thorvaldsen her — vistnok sig selv uafvidende — træffer sammen med en anden stor Kunstner af gotho-germanisk Herkomst, som han ellers har meget lidt tilfælles med, nemlig Rubens, der paa et lille Maleri af Merkur og Argus (i Galleriet i Dresden) lader Guden bære sig ad paa samme Maade med Rørfløjten og Sværdet. Rubens maler det hele, som om det var et Optrin af et ret lystigt Intrigue-Stykke. Men medens han alene tænker paa Situationens Liv og Spænding, som han giver med sit sædvanlige glimrende Liv, og forresten maler Merkur som en fiffig Bondeknold, har Thorvaldsen overgaaet sig selv i Karakteristiken af den dejlige, kraftige og smidige unge Tjenergud og faaet en olympisk Aandsfinhed og Listighed til at lyse frem af hver Form og Linie i Figuren. Kestner har fortalt — hvad Thiele forøvrigt allerede tidligere havde meddelt i Hovedtrækket1) —, hvorledes Thorvaldsen paa 3) Thiele: „Den danske Billedhugger B. Th.“ II, 1832, S. 36. Thiele har senere („Thorvaldsen i Rom“ I, S. 393) forladt sin egen tidligere Version og optaget Kestners i „Römische Studien“. Forskjellen mellem begge var forøvrigt uvæsenlig. :