174 Thorvaldsen. han i Anledning af hin Fortælling om Merkurs Tilblivelse minder om, at Bernardin de Saint Pierre fik Ideen til „Paul og Virginie“ ved at se en Dreng og en Pige løbende sammen i Regnvejret gjennem en af Paris’s Forstæder; thi Motivet til Romanen ligger virkelig i dette Syn. Med Merkur forholder det sig ganske rigtig, som Thiele lidt naivt udtrykker det, at Thorvaldsen, indtaget af den skjønne Naivetet i den Stilling, han havde iagttaget, „kun søgte en Gudegestalt for den“. Det, som vakte Kunstnerens Opmærksomhed ved Synet, var noget, som ganske simpelt henhørte under den menneskelige Figurs Statik: det var en let, foreløbig Sidden, som i den unge, smukt byggede Italieners Legeme formede sig med ejendommelig Ynde; det var en ny — og, som Mathematikerne sige: elegant — Løsning af Problemet af den ophævede og atter tilvejebragte Ligevægt i Skikkelsen, en Løsning, der, som alt, hvad der kommer ud fra den naive og ubevogtede Ungdoms Liv, var simpel og ægte og bar Naturens egen Fortryllelse i sig. Hvad der aabenbart har givet dette Fund af nye Figurlinier et særeget Værd for Thorvaldsen og gjort det saa vigtigt for ham strax at bemægtige sig det, var den Maade, hvorpaa Linierne her forskød sig i alle Retninger af Rummet og gjorde Figuren særlig egnet til at sés fra alle Sider, medens de allerfleste af hans andre Statuer mere ere anlagte paa ét Plan og derfor kun egne sig til væsenlig at sés fra én Side. Denne Ejendommelighed har Merkurs Stilling forøvrigt tilfælles med Hyrdedrengens; men Linierne i Merkur ere meget interessantere. At det ikke er os, som vilkaarlig sondre mellem Figurens Handling og dens Stilling, men at denne Sondring er objektivt og historisk givet, bevises ogsaa af Thorvaldsens tegnede Udkast. Paa et Blad, Nr. 144, som ogsaa indeholder mange andre kunstneriske Forsøg (især til Gravmælet over Bethmann-Holweg) finder man et lille .med Pen henkradset ganske flygtigt Udkast til denne Stilling, utvivlsomt den samme som Hermesfigurens; ogsaa Thiele anfører i sin haandskrevne Fortegnelse, at den tegnede Figur „minder om Statuen Merkur“. Det er en af de Tegninger, som i og for sig ikke gjøre noget skjønt Indtryk (som det er Tilfældet med de andre Thorvaldsenske Tegninger, der gjengives i denne Bog: Trækkene ere med al deres Hastighed noget søgende og famlende og passe ganske til Forestillingen om, at Kunstneren