180 Thorvaldsen. Det skjønne græske Sagn, som vi kjende gjennem Homer, om den gamle`Priamos, der i Nattens Mørke vover sig ud til Troernes Dødsfjende, hans Søns Drabsmand, Achilles, og ved sin Bøn bevæger ham til at udlevere sig Sønnens Lig — dette ægte græske Sagn om Humanitetens, den rent menneskelige Medfølelses Sejr over Blodhævn og Had — var et af de Træk hos Homer, som Thorvaldsens Tidsalder helst fremdrog. Det blev gjerne brugt til akademisk Stilprøve, Medalje-Opgave; dertil bruger man jo Homer den Dag idag, selv hvor man næsten aldrig bruger ham til Andet. Thorvaldsen behandlede det imidlertid af egen Drift allerede i sin tidligste Ungdom i Kjøbenhavn (1791) i et lille Relief (paa Charlottenborg). Hvor meget han den Gang kjendte til Homer selv, skal jeg lade være udsagt; i hvert Fald synes hans Fremstilling mindre inspireret af ham end af den Maade, hvorpaa man i Halvfemserne har spillet Tragedie paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn. Langt senere (1815), i Rom, da han stod i sin højeste Manddomskraft og nød evropæisk Berømmelse, fremtog han paa ny dette Æmne og behandlede det i et større Relief, der altid henregnes til hans ypperste Værker. Det er ogsaa en imponerende F'rembringelse af fuldmoden Skjønhedssans. I Henseende til Kompositionens Visdom og Adel overgaar det langt det antik-romerske Sarkofag-Relief af den samme homeriske Scene i det kapitolinske Museum. Dertil kommer endnu en sjælden Finhed i Karakteristiken af Figurerne: hvor ypperlig har Thorvaldsen ikke gjort Føorskjel mellem den glimrende Helt, den fodsnare Achilles, der strækker sit kongelige Legeme midt i Billedet, og den beskednere Ven, der staar ved Siden, og som vel er en smuk Figur, men ikke et saadant Pragtstykke af Natur som Achilles; og endelig den tungt trædende, tungt byggede, rundryggede troiske Træl, der træder ind med Gaverne længst til Venstre. Her har Thorvaldsen imidlertid afveget fra den homeriske Fortælling; thi hos Homer træder Gubben alene ind-i sin frygtelige Fjendes Telt. Thorvaldsen har aabenbart indført Trællene for paa Priamos’s Side at tilvejebringe en Modvægt mod de Figurer, som sekundere Achilles. Men Homers Fortælling er her mere stem- - ningsfuld, mere gribende. Overhovedet synes Følelsen og Fortællingen i Thorvaldsens Billede mig ikke at være dets stærkeste Side; i den Henseende har han selv præsteret noget nok saa Inderligt