En Formel i Relieffigurerne. 181 og Dybt i sit ældre Relief af Briseis’s Bortførelse fra Achilles og i sit senere Relief af Hektors Afsked. Især kan man med Føje opkaste det Spørgsmaal, om Achilles’s Figur virkelig fortæller det, som den skal i Sammenhængen. Den fortæller Intet om en pludselig Overrumpling af Følelsen, om et stærkt Omslag i Situationen. / Thorvaldsens Tegninger bevise, at denne Figur har voldt ham store Vanskeligheder. Han har forsøgt paa mange Maader, af hvilke endog flere forekomme mig at have Fortrinet for den Figur, han tilsidst lod det bero ved, i Henseende til følt og inderligt Udtryk. Særlig skulle vi fremdrage en af disse Varianter, idet vi henvise til Afbildningen. Achilles er her netop en ualmindelig indholdsrigt fortællende Figur: Saa snart han er blevet vâr, at Nogen paa denne usædvanlige Tid af Natten er traadt ind ad hans Dør, har han uvilkaarlig vendt sig om paa Stolen imod den Indtrædende; men da han til sin Overraskelse sér, hvem det er, og aner, hvad Priamos vil, faa de fjendtlige Følelser Overhaand hos ham: han vil Intet have med den Gamle at gjøre, han vil ikke tillade, at han griber hans Haand, gjemmer endog med en højst udtryksfuld Bevægelse Haanden for ham paa den anden Side og vender Hovedet bort. Men da saa Gubben begynder at tale og strax griber i den dybeste Stræng i hans egen Sjæl: „Kom din Fader ihu, Achilles!“, saa vender han atter Hovedet om imod ham og stirrer paa ham, dybt grebet og overrasket; nu er han ved at smelte. Denne Figur beviser i hvert Fald — for dem, som have Bevis for den Ting behov —, at naar man hos Thorvaldsen, og særlig i dette Relief kan savne en gribende dramatisk Fortælling, beror det ingenlunde paa Mangel paa Evne i denne Retning hos Mesteren. Opgaver af denne Art satte netop en Mængde energiske mimiske Forestillinger i Bevægelse hos ham, lige overfor hvilke han selv maatte optræde som Kritiker. Saa synes det, naar han tilsidst skulde tage sit Parti, undertiden at være gaaet ham som Hamlet, denne Type paa de selv-kritiske nordiske Naturer: „Beslutningens medfødte Ungdoms-Rødime dør i det kolde, gustne Overlæg“. Saa foretrak han gjerne det „Klassiske“, abstrakt Plastiske for det gribende, talende Udtryk for en indre Sjælsbevægelse. At vide sig sikkert skjærmet mod Kritik har saa tidt været de nordiske Kunstnere mere magtpaaliggende end frisk og dristig at sige deres Mening. Vi forudse, at Mange, som kjende og elske Thorvaldsen, ikke