190 Thorvaldsen. Aand, med alle dens Kvaler og Kampe i Dybet forlængst var vaagnet og paa mange Punkter endog havde udviklet sig til Reflexions-Syge? Her er fra Kunstnerens Side meget Mere end en Fordybelse .i arkaiske Tilstande, i græsk Kunst, her er ligesom en Andagt ved Uskyldens jomfruelige Hellighed. Vort Aarhundrede kunde avertere længe om en Mand, der var saa frisk og naiv, saa historisk ung, saa urørt af Tidsalderens Subjektivitets-Liv, at han kunde undfange et saadant Billede, hvori det Udvortes og Legemlige ved Mennesket virkelig er gjenindsat paa den første Plads og ikke blot betragtet som Udtryk for en Subjektivitet. | De to Karyatider, som Thorvaldsen oprindelig udførte til Polen, og som fik Plads paa Christiansborg, høre ikke til hans mest ansete Værker og kunne langt fra maale sig med de gamle græske fra Erechtheion.. Men de ere dog mærkelige ved deres rent arkitektonisk-plastiske Holdning og udfylde lige saa godt som de græske den Opgave aldeles ingen Subjektivitet at indblande i deres Hverv — i den stærkeste Modsætning til slige Figurer fra Renaissancetiden, hvis subjektive Livlighed aldeles gjennembryder det arkitektoniske Indtryk (fremfor alle: Pugets Telamoner fra Hôtel de Ville i Toulon, nu i Louvre). I Relieffet, hvor Hensynet til Materialets Masse og de derved foreskrevne Betingelser træde mere tilbage, fik Thorvaldsens Ligevægtsfølelse andre Opgaver: her blive de livligere bevægede, især dansende Figurer hyppigere; her optræde desuden svævende Figurer. Kunstnerens rythmiske Sans kommer ret en saadan Opgave som Dansen til Gode: Renaıssancens Figurer havde næsten altid danset ude af Takt. Den skjønne Drøm om svævende Menneskeskikkelser, ungdommelige og barnlige, drømte Thorvaldsen gjerne med; og den er jo fra et subjektivt Standpunkt sét, som Udtryk for Menneskehjærtets Ønsker, saa naturlig. Som rent naiv Kunstner, der ikke som den store, doktrinære Michelangelo gik videnskabelig ind paa Menneskefigurens organiske Bygning, havde han Intet imod at udstyre den med Vinger. Jeg tror endog, at man hos Thorvaldsen fremfor hos nogen anden Kunstner finder Figurer, som med en saa forunderlig skuffende Naturlighed bruge deres Vinger til at svæve med, at man efter Synet af dem føler det som en beklagelig For-