Ligevægten i Figuren. 189 paa en anden Maade maa man dog kalde Marmoret hans egentlige Stof, fordi han i de allerfleste Tilfælde, især i hele sin tidligere Periode, tænkte sig Marmoret som det Stof, hvori hans Værker til sidst skulde fremtræde. Marmoret er ret egentlig det monumentale Materiale; det egner sig for en bred og stor Behandling; det kan vel brydes, men det lader sig ikke bøje eller. omforme. I Følge det Hensyn, som disse tunge Stoffer kræve til deres Masse, indlod Thorvaldsen sig aldrig med kunstige eller paa Spidsen stillede Balance-Problemer, han yndede ikke den plastiske Linedands. Bronze-Tekniken, der opfordrer til en dristigere Gymnastik, fik aldrig nogen Indflydelse paa hans Stil; han har f. Ex. aldrig moret sig med at gjøre Bronze-Statuetter. Hans Statuer have gjennemgaaende et vist solidt, fastbygget, arkitektonisk Præg, hvori Masserne ere klart og stort anlagte i Forhold til hinanden; Intet smaahakket og svagt. Men han benytter ved Kompositionen- af sine Statuer i ikke ringe Mon den Slags Uđdenværker som Klippestykker, Træstammer, Attributer o.s. vV; som tjene til at give Marmormassen Soliditet: selve hans Figurer ere i det Hele lette af Bygning og Holdning. Hin Utilbøjelighed til at gjøre liggende Statuer, som vi tidligere have betragtet fra et andet Synspunkt, forklarer sig ganske simpelt af hans overvejende Interesse for Ligevægten og dens ethiske Betydning: den liggende Stilling vilde jo have unddraget ham det Væsentlige i Opgaven. Helst gjorde han sine Statuer staaende, og saare Faa have været hans Lige i Gjennemførelsen af den staaende Stillings indre Sammenhæng. Det er den aldeles fuldendte Ligevægts-Rythmik, der giver Statuer som Adonis, Merkur, Hebe o. s. v. deres højeste Dejlighed, en ligesom guddommelig Salvelse. Hvad man saa kan sige om den noget tørre, næsten karrig knappe Form i hans Gratie-Gruppe fra 1819, fortjener den i hvert Fald i denne Henseende den højeste Berømmelse. Saa fast og saa let! Saa helt og sammensluttet set! Det er den rene Lovsang til Ære for Kvindelegemets Rythmik, givet i en Treklang, en Treenighed, om man maa sige saa. Det er ` tre Kvinder og alligevel den samme Kvinde, set fra forskjellige Sider i en mild Modsætning i Stillingen. Det er den rene plastiske Arkitektur, i hvilken Udtrykket af Subjektivitet endnu ligger i en blid Slummer som Barnet i Vuggen. Er det virkelig en Frembringelse af det 19de Aarhundrede, af en Periode, da den moderne