198 Thorvaldsen. tryk, som har interesseret Thorvaldsen ; Figurstilen har han omdannet efter sin egen Smag og betydelig lettet dens drøje Sværhed. Rafaels smaa Madonnabilleder tiltrak ham meget, dog vel mest i Gjengivelser. Et eller andet Træk hos Rafael er gaaet over i Thorvaldsens Plastik (Jupiter med Haanden i Skægget paa Medaillonenpaa Kristiansborg). I hans tidligere Figurer i Rom kan man enkeltvis spore Rester af en vis Renaissance-Tournure, især i de smaa Statuer af Bacchus og Apollo; den sidste skyder sin ene Skulder lidt kjælent i Vejret paa en Maade, der minder om den smukke Apollo, som Rafael har malet som Statue til Dekoration i „Skolen i Athen“. I Thorvaldsens tidligere Statuer er der hyppigere en lidt stærkere Contraposto: usymmetrisk Modsætning mellem Figurens to Sider, end i Antikens. Det er et Træk, han har arvet fra Renaissancen. Dette føler man endnu i Venus-Statuen, der rigtignok først gjennemførtes i den Skikkelse, hvori vi kjende den, i Aaret 1816, men hvis Anlæg var gjort langt tidligere (1805, samtidig med Apollo og Bacchus). Overhovedet hører denne Venus, med det generte Væsen, som om hun ikke rigtig vidste, hvilket Ben hun skulde staa paa, i Henseende til Følelsen til hans mindst „antike“ Figurer; ved ingen føler man stærkere den moderne Tids Afstand fra Antikens rolige Selvsikkerhed. Han har ogsaa senere tænkt paa at omarbejde den mere i sin egen Stil (se Tegningen). Men under hans Liv i Italien vandt ogsaa lige fra første Færd af hans Opfattelse af Antiken sin egenlige Fasthed: dens Overherredømme sikredes. Skulde man udpege nogen enkelt Gruppe af antike Monumenter, som kunde siges at have et særligt Lod i hans Syn paa Antiken, saa maatte det snarest være — Malerierne fra Pompeji og Herkulanum. Museet i Neapel var det første betydelige, som han paa sin Rejse til Syden saa af antik Kunst; og man kan let forstaa, hvor fortryllet den unge Kunstner maa være blevet af disse Malerier: Antiken, der tidligere, i Hjemmet, havde været ham som en stræng akademisk Skolemester, traadte ham her i Møde i den mest indtagende Skikkelse, talte fortrolig og muntert med ham, lærte ham sindrige og skælmske Ideer, saadanne som „Amorinsælg-