Michelangelo og Thorvaldsen. . 205 været en jævn Kontinuitet med Fortidens Udvikling, om han end mere og mere havde nærmet sig det Synspunkt i Opfattelsen, der stod i den mest diametrale Modsætning til Renaissancen. Statuen af Haabet viser ham som Renaissancens kunstneriske Antipode. Den blev en Bebuder af nye Forsøg i vort Aarhundredes Plastik. Jeg mindes ikke at have set nogen Skikkelse, som tidligere end den gav en Henvisning til den arkaiske græske Stil, der saa tidt senere, i en mere stiltro Efterligning, er benyttet til at give Skikkelsen et Anstrøg af noget mysteriøst. Heller ikke mindes jeg nogen, som tidligere end den gav et Exempel paa en virkelig fri Bevægelse uden „Contraposto“. Nu er det jo næsten kommet paa Mode i den franske Skulptur at lade staaende eller gaaende Figurer hvile lige meget paa begge Fodsaaler. 'Tydeligst føler man, at denne Statue betegner ligesom et Punktum i Udviklingen, naar man tænker paa Michelangelos Retning og dens lange og mægtige Eftervirkning. Hvilken Modsætning mellem Michelangelos titaniske Kamp for en ubegrænset plastisk Emancipation af den enkelte Menneskeskikkelse og Thorvaldsens Stræben efter at føre den tilbage til Lov og Norm, endog til Symmetri, paany at kommandere: Ret! Thorvaldsen staar i et lignende Oppositionsforhold til Michelangelo som David til Rubens eller Titian. Det er ikke den Opposition, som træder tydeligst frem i hans Liv: hans Værkers Historie melder om mangen -- rent kunstnerisk — Opposition mod Canova; og dog er alt dette kun for Smaating at regne mod hans Modsætningsforhold til Bernini eller Michelangelo, hvorom hans Levnedsløb fuldstændig tier, skjønt det egenlig danner Baggrunden for hele hans Liv. Stor Skade er det, at Traditionen, som har opbevaret saa mangt et ypperligt mundtligt Epigram af Thorvaldsen, ikke synes at have bevaret en eneste Ytring, som angaar hans Betragtning af Michelangelo. Michelangelos Værker tilstede selv ikke, at man gaar dem forbi med uopmærksom Ligegyldighed, hans kolossale Berømthed borger for, at man i hvert Fald faar dem at se. Men jeg tror ikke, at det er et for stærkt Udtryk at sige, at der i hele Thorvaldsens Produktion — stort og smaat — ikke findes noget Glimt af umiddelbar eller middelbar Paavirkning af Renaissancens største Billedhugger. Det er saa meget mere paafaldende, som der endnu i Thorvaldsens nærmeste Forgængere, Kunstnere som Abildgaard og Car-