204 Thorvaldsen. hans Kunst. Adskillige af. hans senere Statuer vise, at han fra hin Tid af mere end tidligere fandt sig tilfreds med den enkelte Retning lige ud i Figuren, gjerne bibeholdt Noget af dens naturlige Symmetri og overhovedet gik mere ud paa monumental Storhed og Ro. Derom vidner først og fremmest den store Kristus- Figur. Kestner meddeler, at han ikke har hørt ham tale saa gjerne paa hans naivt analyserende Maade, om noget andet af sine Værker som om den, netop paa den Tid, da han havde modnet Tanken om Figurens simple Bevægelse. „Simpel maa en saadan Figur være“ — sagde han — ,thi Kristus staar over Aartusinder. Dette er den ganske lige opret staaende menneskelige Figur“ — fortsatte han, i det han stillede sig „ret“, med nedhængende Arme, uden al Bevægelse og Udtryk. Nu fjernede han med en mild Bevægelse Armene og begge de aabne Hænder med let bøjede Albuer fra Legemet. Saa holdt han inde og sagde: „Kan en Bevægelse være simplere end min nu er? Og tillige udtrykker den, at Kristus elsker Menneskene og omarmer dem, saaledes som jeg har tænkt mig hans Hoved-Karakter.“ — Man kan ikke, tilføjer Kestner, se noget mere Tilfreds end hans Mine, som ledsagede denne Forklaring; men hans Udtryk var mildt, frit for al Stolthed. Det er herved meget ejendommeligt, at Thorvaldsen tager den simple Ret-Stilling som Udgangspunkt og fra denne abstrakte plastiske Kjærne af udfolder den udtryksfulde Bevægelse. Andre Statuer fra den senere Halvdel af hans Kunstnerliv, i hvilke den samme Retning kommer til Syne, ere Daabsenglene, baade den staaende og den knælende, Apostlen Johannes, de senere omarbejdede Figurer af Thaddæus og Andreas — Andreas havde i den tidligere Behandling netop været en af de mest bøjede og snoede af Thorvaldsens Figurer —; Statuerne af Vulkan og af Thorvaldsen selv, de monumentale Portrætfigurer efter Skitser af Pius den syvende, Frederik den sjette, Schiller, Goethe, Gutenberg, Luther. De ere allesammen mere symmetriske i Anlægget end Figurerne fra hans tidligere Tid. Der er blandt alle Thorvaldsens Figurer egenlig ingen, der saa tydelig angiver, i hvilken Retning hans Opfattelse af Menneskeskikkelsen gik, som netop „Haabet“. Hidtil havde der i hans Kunst