2910 Thorvaldsen. Vi have ovenfor, fra et mere psykologisk Synspunkt, fremhævet Betydningen af, at han ikke udførte kæmpende Figurer. Men overhovedet give hans Figurer sig saare sjældent af med saadanne friske praktiske Opgaver, som sætte Kræfterne i Bevægelse. Paa Alexandertoget forekommer et Par Motiver af denne Art: Hestetumlerne og de to Mænd, som stille det store Alter op. Især i de to sidstnævntes Hovedlinier er der noget saa fortræffeligt og hos Thorvaldsen ellers sjældent, at man ikke kan lade være at tænke paa de Perspektiver, som vilde have aabnet sig for hans Kunst, hvis han havde indladt sig paa at gjennemføre slige Motiver i stor Maalestok, som Statue-Grupper. Det Udbytte, som han drog af sit Ungdoms-Studium af den kolossale antike Hestetumler paa Monte Cavallo, vedkom kun i ringe Grad noget saadant som at tumle Heste, eller overhovedet den stærke Bevægelse. Det, som han tilegnede sig af Figuren, og som fik stor Betydning for ham, var den mandig ethiske Udprægelse og det storladne, regelmæssige Anlæg af Formerne, som karakteriserer den kampvante Helt. Det var det, hvortil Oldtidens athletiske Ungdom i Virkeligheden blev udviklet, men som man ikke i Nutiden kan gjenfinde i en italiensk Model. Han studerede dette ligesom i et dødt Sprog. Hans Kopi af Figuren svarede til Filologens Øvelser i at skrive latinsk Stil. Thi baade Oldtidens Sprog og Oldtidens Plastik have mere bestemt udviklede Former end Nutidens og derfor en lærerigere „Syntax“. Men selv havde han heller ikke nogen synderlig Interesse paa første Haand for den Form, som har faaet sit Præg af, at Figurens Organer ere stærkt gjennemarbejdede, selv om de ikke i Øjeblikket arbejde. De stærkere akcentuerede Former i hans tidligere Helteskikkelser forviskes efterhaanden: hans senere Relieffigurer af Achilles, fra 1837, ere langt mere afglattede i Formen og mindre mægtige end de ældre fra 1803 og 1815. Den sidste Periode af hans Kunstnerliv medførte saadanne Opgaver som de to kolossale Skikkelser af Vulkan og Herakles, to rigtige Arbejdshelte. Thorvaldsen har karakteriseret dem ved en bred og mægtig Legemsbygning, der synes skikket til at udfolde en stor Kraftmasse; men man kan ikke lade være at undres over, at deres anstrængte Liv ikke allerede har grebet langt dybere ind i Legemsbygningen, draget skarpere Indsnit især mellem Armenes Muskler og i det Hele afsat en rigere udsondret Form. Herakles’s