2912 Thorvaldsen. Plastiken fra Thorvaldsens Tid for det meste noget Abstrakt, Koldt, Kedsommeligt. Man føler, at der ligger noget negativt deri, noget som man ikke vil. Det er en Omvendelse fra Udskejelser til et dydigt Levned, hvorved dog den umiddelbare Glæde over Livet, hvorpaa Glæden over Kunsten beror, er blevet afløst af en vis Flovhed. Som Exempler paa den kedsommeligste Renlighed i Formen kan anføres Regnault’s „tre Gratier“ i den la-Caze-ske Malerisamling i Louvre eller J. L. Lunds Neoptolemos paa hans store Maleri af Trojas Erobring i den kgl. Malerisamling. Man følte sig ikke umiddelbart tiltrukket af Menneskeskikkelsen selv; man vilde med Antiken. til Vejleder se den idealt; men det, som skulde repræsentere Antiken og dens Autoritet, var den store Masse af senere antike Andenhaands-Arbejder. Af disse almindelige historiske Forhold var ogsaa Thorvaldsens Formbehandling afhængig, og den bærer Mærke deraf. Man har tidt en Fornemmelse af, at hans Modellerstok eller Mejsel ikke helt naar den levende Figurs varme, bevægede Overflade, der bliver et lidt sløvende Overtræk af abstrakt Idealitet liggende imellem. Det var egentlig først Kjendskabet til Parthenons Skulpturer eller Afrodite fra Melos, som ret belærte Verden om, at det, som man havde anset for den rette Idealitet, i Virkeligheden var noget Hendødt; thi man kan ikke tænke sig noget Naturfriskere end f. Ex. Overfladen af den liggende Flodgud i Parthenons Vestgavl: her er der rørt ved den levende Overflade, saaledes at man fornemmer Pulsen banke under den. Naar Thorvaldsen, maalt med sin Samtids Maal, alligevel stod højt ogsaa i Retning af Naturfriskhed, skyldtes det væsentlig hans flittige Studium af den levende Model. Tidsalderen var saa idealistisk, at endog en saa fremragende Kunstner som Carstens kun vilde indrømme dette Studium Betydning for den rent elementære Uddannelse. Men Thorvaldsen hørte til dem, der holdt det i Ære, han dyrkede det med stigende Interesse helt op i sine ypperste Mesteraar. Saaledes naaede han virkelig i enkelte af sine Figurer, især Adonis (Skuldrene og Armene!) og senere Vulkan en Friskhed, som er ganske ualmindelig i hin Periode. Det er vel meget langt fra at være Modelfigurer; han vedblev bestandig at gjengive Formen ethisk, saaledes som han havde lært det af Antiken. Men i Vulkan er der dog en Bredde og Fylde i Behandlingen af Bryst og Skuldre, en slaaende Sandhed i Formen af