Arbejdet i Ler og Marmor. Skitser og Tegninger. 213 Benene, kort sagt, noget som man næsten kunde kalde en genial Realisme, i samme Forstand, hvori man kan bruge Ordet om Parthenons Figurstil. Høyen kaldte en Gang paa en Forelæsning Vulkans-Statuen, som han forøvrigt højlig priste, en Skitse. Det er vistnok for stærkt et Ord; men det er dog meget betegnende for Thorvaldsen. Det vaade Ler, hvori han helst arbejdede, tilsteder ikke den yderste Fuldendelse: hvor det kommer til Plastikens sidste, endelige Menings-Ytring, bliver det aldrig tydeligt nok. Udførelsen i Marmor kræver egentlig, at der bliver sagt Noget mere endnu, Noget, som særlig egner sig for dette Stofs Natur og gjør det levende. Men hvor Leret hørte op, hørte ogsaa Thorvaldsens egentlige Kunst op. Derfor ere hans Marmorværker — endog de som han har udført međ sin egen Haand — noget kolde og haarde; med deres apodiktiske Tydđelighed ere de mindre interessante end Lermodellerne, i hvilke man kan ane mere, end man ser. Dette gjælder da i højeste Grad om hans Skitser, hvis Overflade hans aandfulde Modellerstok forstod at omgive ligesom med et Væv af Anelser om Enkelthederne. Og i Skitsen kunde han tillige give alt det, hvorpaa hans største Styrke beroede: Figurens arkitektoniske Anlæg, deres Liniers og Massers rythmiske Forhold. Skitsen er det moralske Hold i Figurerne: hvor der ingen god Skitse er, hjælper ingen Virtuositet i Udførelsen. Den moddellerede Skitse var ikke en Gang det første Stade i Thorvaldsens Arbejde paa sit Værk. Forud for den gik en let henkastet Tegning med Pen eller Blyant paa den første den bedste Lap Papir, han fandt paa sit Bord. Hvad der af saadanne Udkast endnu fandtes efter hans Død, havde J. M. Thiele som bekendt Fortjenesten af at frelse for hans Museum; deriblandt findes ogsaa Originalen til de Tegninger, som ere gengivne i denne Bog. Som man af dem kan se, gjorde Thorvaldsen ikke alene tegnede Udkast til sine Relieffer, men ogsaa til sine Statuer, hvilket staar i Forbindelse med, at ogsaa de i Reglen ere anlagte for at udfoldes paa ét Hovedplan, overhovedet med den store Betydning, som Linjerne havde i hans Kunst. Naar man nu følger en af Thorvaldsens Ideer paa dens Udvikling fra den flygtige Tegning til Lerskitsen og fra denne atter til