Hans Portrætter. Slutning. 2919 en ualmindelig Rigdom af forskjellige Nationaliteter: Romaner og Germaner, Slaver og Angelsaxere. Han var Realist nok til at forstaa sig meget godt paa disse Forskjelle. Se f. Ex. Bysten af Lord Gower med dens fine, højfornemme engelske Profil, der er saa træffende karakteriseret, at Bystens hvide Stof giver fuldt tilstrækkelig Oplysning om Lordens lyse, gulrøde Haar og de glatragede Kinders Rosenskær. Det er den sande „farvede Skulptur“, som uden at gjøre Brug af Farven alligevel giver Forestilling om den. Og saa er der Vorten paa Siden af Fyrst Schwarzenberg’s Næse! Den maa her staa som Thorvaldsens Punktum paa Realismens Vej, som han med sine Portrætbyster betraadte. Heldigvis kan man let overse den, fordi Bysten som Helhed er saa udmærket, og vilde være det ogsaa uden Vorten. _ For sin egen Samtid udfyldte en Kunstner som Thorvaldsen hele Kunstens højeste Opgave. Om man end vidste, at han manglede noget, som andre Kunstnere til andre Tider have besiddet, saa betragtedes dette som uvæsentligt, eller regnedes ham endog til Ros. For sin egen Samtid var han ikke ensidig. Men for Eftertiden er han det. Jeg har gjort mig megen Umage — endog med Fare for at trætte mangen Læser — for at give den rette Bestemmelse af hans Ensidighed, for skarpt og nøje at drage hans Kunstnerkarakters Omrids, der til den ene Side betegner, hvad hans Evner udfylde, til den anden, hvor de høre op. Dette Omrids har nemlig verdenshistorisk Betydning: at forstaa hans Kunst er i visse Retninger den sikreste Vej til at forstaa hele hans Tid, hvad den tænkte paa, hvad den drømte om, angaaende det højeste Menneskelige. Hans Kunst var hverken „personlig“ eller „national“ i den Betydning, hvori man senere har brugt disse Ord. Man tænkte i hans Tid ikke paa Sligt. Derfor gjør han sin Kunst i meget væsentlige Ting til Organ for andres Følelser; den handler om andres Erotik, andres Religion, andres Helte og andres Idealer. Vi vide, at Samtiden modtog det med Taknemlighed. Men i Maaden, hvorpaa han udtrykte det altsammen, er der baade noget meget personligt og noget meget nationalt — mod